M+ Ejendomme vinder udbud af 59 boliger ved Horsens
M+ Ejendomme har vundet et udbud på Glambeksbakke, der er en del af det nye byudviklingsområde Bygholm Bakker nær Horsens. Der skal opføres 59 rækkehuse i både ét og to plan. Boligerne bliver bygget i tre enklaver rundt om gårdrum. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
”Helt fra de første idéer bliver til streger på papiret, tænker vi først og fremmest vores boliger som hjem, og vi ser for os, hvordan de bløde bakker med huse på bliver rammen om mange menneskers trygge familieliv, hvor bæredygtighed, beliggenhed og arkitektur er tænkt ind helt fra starten,” lyder det fra adm. direktør Henrik Hansen.
Området har tidligere været i udbud, men Horsens Kommune fandt ikke tilbuddene tilfredsstillende dengang. Det nye udbud strækker sig over knap 23.000 kvm, hvor størrelsen på boligerne bliver fra 75 til 125 kvm. Det er det sidste ubebyggede areal af Bygholm Bakker.
Det overordnede byudviklingsområde vokser frem langs Bygholm Søen, hvor en dagligvarebutik er opført og en daginstitution er under opførelse. Det fremgår af meddelelsen, at projektet får indbygget bæredygtige tiltag i form af byggematerialer med lang levetid og solceller, hvor målet er at blive DGNB-certificeret med guld.
”Derudover har det været vigtigt for os, at områdets oprindelige natur, liv og biodiversitet bevares i videst mulig udstrækning,” uddyber Henrik Hansen.
M+ Ejendomme kommer selv til at agere bygherre, mens Rum er med som arkitekter. Byggeriet er planlagt til at starte i midten af 2023.
Ejendomsselskabets forretninger består både af udvikling og drift med en samlet ejendomsportefølje, der oplyses at udgøre cirka 2,5 mia. kr. Porteføljen består mest af centralt beliggende ejendomme i Aarhus, Horsens og Vejle.
M+ Ejendomme blev etableret i 1985 og underspringer af ejendomsselskabet Casa, nu Nordstern, som Michael Antitsch Mortensen grundlagde. Efter hans død i februar, er det enken Bettina Antitsch Mortensen, der har overtaget rollen som bestyrelsesformand.
Dragsholm Slot taber millioner på M+ Ejendommes hotel i Horsens
Afdød Casa-stifters ejendomsselskab får ny topchef