EjendomsWatch

Modstandere af byggeri på Amager har samlet penge nok til byggestop

Onsdag aften har foreningen Amager Fælleds Venner indsamlet millionbeløbet, der stopper omdiskuteret byggeri.

Foto: Martin Lehmann

Foreningen Amager Fælleds Venner har fået indsamlet de to millioner kroner, der skal stilles som garanti for at få stoppet byggeriet på Amager Fælled, oplyser foreningen i en meddelelse onsdag aften.

Onsdag aften kort før kl. 19 havde foreningen indsamlet 2.003.687 kr.

Dermed har foreningen opfyldt kravet for at få nedlagt forbud mod fortsættelse af byggeriet på Amager Fælled, som By & Havn og Fælledby står for.

Beløbet blev fastsat tirsdag ved Københavns Byret, og siden har foreningen arbejdet på at få indsamlet pengene.

Da der var gået seks timer efter afgørelsen i byretten, havde borgergruppen en indsamling og nået 455.000 kroner, oplyste Steffen Rasmussen, der er talsperson for foreningen til TV2 Lorry.

Siden er der kommet mange flere donationer til. Over halvandet døgn er der tikket 13.000 donationer ind hos foreningen, hvoraf den højeste var på 5000 kroner, fortæller Steffen Rasmussen.

Det siger noget om, hvor mange der støtter op om sagen, mener han.

"Det har vi tydeligt vist ved at kunne samle så mange penge på under halvandet døgn," siger han.

Ifølge Steffen Rasmussen er der donationer fra hele landet samt Sverige.

Der er foruden donationer også indsendt bidrag i form af garantier, som bliver tilbagebetalt, hvis foreningen vinder sagen i retten. Den højeste garanti, der er stillet, er på 50.000 kroner.

To nævn bestemte tidligere, at klager over Københavns Kommunes afgørelser i sagen skulle have opsættende virkning.

Det skyldes usikkerhed om, hvorvidt hensynet til arten stor vandsalamander er blevet tilstrækkelig tilgodeset.

Men da bygherren lod maskinerne fortsætte på arealet på trods af nævnenes afgørelse, gik foreningen til Københavns Byret for at få nedlagt et forbud.

Klagen til nævnene kom fra Danmarks Naturfredningsforening og fra Amager Fælleds Venner.

Beløbet er fastsat skønsmæssigt. Det skal dække de udgifter, som bygherren påføres ved forbuddet.

Forbuddet vil gælde, indtil de to nævn har truffet endelig afgørelse i klagesagerne. Det rammer "alle igangværende bygge- og anlægsaktiviteter", som er omfattet af fire tilladelser givet af Københavns Kommune.

"Det her er kun et midlertidigt byggestop, så derfor er kampen langt fra færdig," siger Steffen Rasmussen.

 

Byggeri på Amager Fælled stoppes – hvis modstandere skaffer to millioner

Borgmester vil gå byggeri på Amager Fælled efter i sømmene 

Mere fra EjendomsWatch

Hæstorp lover opgør med kommunalt bygge-bureaukrati: "Det går simpelthen ikke"

EJENDOM2021: København står i en boligkrise, og private udviklere og investorer skal i gang med at bygge flere billige boliger, siger overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen (S). Hun lover omvendt at sætte "hårdt ind" over for bureakratiet i forbindelse med eksempelvis behandling af byggesager. Se uddybende videointerview her.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier