
Det blev til en lang næse for en grundejerforening i Hørsholm, der sidste år klagede til Planklagenævnet. Klagen gik på, at Hørsholm Kommune havde vedtaget en lokalplan og en ændring af kommuneplanen for at muliggøre et byggeri af op til 250 boliger på byens gamle sygehusgrund, det kommende PH Park.
Men nu har klagenævnet givet kommunen medhold, oplyser Hørsholm Kommune, hvor borgmester Morten Slotved (K) selvsagt er glad for afgørelsen:
"Jeg er selvfølgelig tilfreds med afgørelserne. Jeg er også tilfreds med, at borgere, der føler de har noget at klage over, bruger deres gode ret til at klage. Jeg er mindre tilfreds med, at det skal tage Planklagenævnet godt et år at afgøre klager, som har så entydige udfald," siger han i en meddelelse.
Afgørelserne betyder, at kommuneplantillægget og lokalplanen er gældende. Handlen med salg af fire grunde kan nu afsluttes, og ejerne af grundene, Calum og Svanen Gruppen, kan nu komme videre med byggeprojekterne, og i den forbindelse takker borgmesteren dem for deres tålmodighed.
I februar 2018 blev byggefelt 1 og 2 udbudt til salg, og i den forbindelse blev byggefelt 2 solgt. Efterfølgende blev byggefelt 1, 3 og 4 udbudt til salg, og i den forbindelse blev disse solgt til én bygherre i marts 2019. Begge salg betinget af en byggeretsgivende lokalplan.
PH Park ligger på byens gamle hospitalsgrund, som kommunen købte af Region Hovedstaden i 2015 og som er navngivet efter bysbarnet og arkitekten Poul Henningsen.
Pensionsselskab investerer trecifret millionbeløb i boligprojekt i Nordsjælland
Salg af 79 nye boliger i Hørsholm sat på pause efter klagesag
Calum ramt af "voldsom forsinkelse" på nordsjællandsk byggeprojekt
Calum overtager boligbyggeri i Hørsholm fra lokal udvikler
Ny bydel skal blive løftestang for udviklingen af Hørsholm