EjendomsWatch

Jens Kramer: Øresundsregionen er blevet ét sammenhængende bolig- og erhvervsområde

På trods af paskontrol, så er den faste forbindelse på tværs af Øresund stadig en lokal forbindelse mellem ét sammenhængende område, lyder det fra to af de centrale figurer bag et styrket samarbejde på tværs af Øresund: Københavns tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og Malmøs borgmester Ilmar Reepalu.

"Det er arbejdspendlerne, teaterbesøgene, restauranterne osv., der langsomt skaber den nye regionale bevidsthed," siger Jens Kramer Mikkelsen, tidligere overborgmester i København og nuværende udviklingsdirektør hos NREP. Foto: Johan Wessman, News Øresund

Jens Kramer Mikkelsen (S) var overborgmester i København 1989–2004, og Ilmar Reepalu (S) var borgmester i Malmø 1994–2013. Sammen har de mere end 30 års erfaring fra det højeste politiske niveau i Øresundsregionen, men at København og Malmø ved årtusindskiftet blev forenet gennem en bro over Øresund, ser begge som en af højdepunkterne i den politiske karriere.

"Når jeg mødes med gamle samarbejdspartnere fra Skåne f.eks. Sydsvenska Handelskammeren, Malmø Stad f.eks. Ilmar Reepalu og Joakim Ollén, taler vi om, hvor langt vi faktisk er nået. På mange måder længere end selv de mest optimistiske af os håbede på dengang. Selvfølgelig har der været tilbageslag f.eks. paskontrol, men på mange måder er regionen i dagligdagen mere et sammenhængende bolig- og erhvervsområde," siger Jens Kramer Mikkelsen.

Samarbejde fra 1990'erne

Samarbejdet mellem de to byer startede lang tid før Øresundsbron blev indviet. I 1990'erne blev der i EU-sammenhænge ofte talt om ”Regionernes Europa”. Ilmar Reepalu mindes en tid, hvor Øresundsregionen blev lanceret som et foregangsprojekt i det nye Europa.

"Det var spændende, da vi lancerede Øresundsregionen ud fra et EU-perspektiv. Vi havde en konference på Holmen i 1996, og efterfølgende optrådte vi sammen på en messe på Mipim. Vi havde for første gang en fælles dansk-svensk udstilling. Vi skabte den første og mest kraftfulde EU-region, som viser hvad EU handler om. Mange grænseregioner, såsom f.eks. Santander-Bayonne ved den fransk-spanske grænse, kæmpede i slutningen af 90'erne, og vi var forgængere," siger Ilmar Reepalu.

Jens Kramer Mikkelsen mener at en af nøglerne til at samarbejdet mellem København og Malmø blev forbedret, er at dynamikken i samarbejdet blev ændret.

"Min vigtigste beslutning var at opfatte samarbejdet som et ligeværdigt samarbejde, uanset at København er den største by. Når man er stor, behøver man ikke vise det. Det bidrog – er jeg sikker på – til et tæt og tillidsfuldt samarbejde."

Ilmar Reepalu deler billedet af et godt samarbejde mellem byerne.

"Ja, det vigtigste var fremfor alt at Malmø og København sammen satsede så stærkt. Jens Kramer Mikkelsen og jeg fandt hurtigt hinanden, og kiggede konstant efter nye måder at vise os sammen på. Vi skrev en bog, inviterede til en årskonference, som blev afholdt den ene dag i Malmø og den ene dag i København, og vi var ofte i Bryssel og fortælle. Det hele blev krydret med Copenhagen Malmö Port, en fælles organisation," siger han.

Atter et transnationalt Europa i sigte

Efter at havde set en positiv udvikling gennem Øresundsbrons første 15 år, har blandt andet grænsekontrol gjort Ilmar Reepalu skeptisk overfor den nuværende udvikling. Men når han ser yderligere 20 år fremad, tror han, at regionen igen kommer til at gå mod lysere tider.

"I 20-årsperspektivet får jeg mit håb tilbage. Nu er pendulet svunget maksimalt mod et nationalistisk niveau, og efterfølgende kommer det til at svinge tilbage til tanken om et transnationalt Europa, hvor grænser ikke mærkes. Når vi er igennem Brexit-traumet, som vi oplever nu, vil fokus igen blive vendt fra svagheder til at se, hvordan vi sammen igen bygger Europa stærkt. Så vender det fra, hvor vigtigt det er at gå ud af EU til, hvor vigtigt det er at holde sammen," siger Ilmar Reepalu.

Øresundsregionen er blevet en hverdagsregion, mener Jens Kramer Mikkelsen, og det ser han som et bevis på, at investeringen i Øresundsbroen har været vellykket. Københavns forrige overborgmester mener, at regionen først og fremmest er netop én region, og ikke en del af to lande.

"De højtflyvende skåltaler har jeg aldrig været tilhænger af, det er i dagligdagen, regionen skal vise sin værdi. Det er arbejdspendlerne, teaterbesøgene, restauranterne osv., der langsomt skaber den nye regionale bevidsthed. Broen er beskrevet mange steder som en vigtig international infrastruktur – mellem to lande. For mig er broen en lokal forbindelse, der forbinder to landsdele, der i århundreder har hørt sammen. Broen mellem Danmark og Sverige ligger et helt andet sted," siger Jens Kramer Mikkelsen.

At Øresundsbron er mere end et infrastrukturprojekt for Jens Kramer Mikkelsen er noget han blev overbevist om allerede inden broen blev indviet.

"Mine mest spændende oplevelse var den første gang længe før den officielle indvielse hvor jeg mødtes med Ilmar Reepalu på midten af broen. Det var en meget konkret oplevelse, som viste mig, at broen var mere end stål og beton. Den er en forbindelse mellem mennesker."

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af News Øresund.)

Greater Copenhagen-direktør vil sikre innovationen i kølvandet på coronakrisen

Direktør vil forbinde Danmark og Sverige med ny Øresundsbro og mere metro

Fru Øresund takker af: Tænk mere grænseoverskridende

Togchef frygter at København vil marginalisere Stockholm

Kramer: Man kan godt være socialdemokratisk ildsjæl og arbejde for investorer

NREP har jagtet Københavns bykonge siden maj

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier