EjendomsWatch

Danica sætter nyt navn og størrelse på centralt bykvarter i København

Den første sten til det nye Danske Bank-hovedsæde og det øvrige nye kvarter med erhverv og boliger på Postgrunden i København blev lagt fredag. Overborgmester kalder det et stort aktiv for byen.

De fem tårne, der kommer til at udgøre en del af Postbyen, bliver på i alt 33.000 kvm. Foto: Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Grundstenen til det nye kvarter på Postgrunden bliver lagt fredag. I første grundsten bliver der blandt andet lagt et foto fra nedrivningen, et polariod-foto fra dagen og dagens udgave af Berlingske og Politiken for at skabe en slags tidskapsel.

Det skriver Danica Pension, som er bygherre på projektet, i en pressemeddelelse, der også kan afsløre, at navnet på hele kvarteret bliver Postbyen.

Udover Danske Banks kommende hovedsæde med plads til ca. 4000 medarbejdere vil der blive yderligere ca. 1500 arbejdspladser i en kontorbygning i det nye kvarter.

"Med Postbyen får København et helt nyt byrum med butikker, restauranter og virksomheder på en central placering, som før lå isoleret mellem baneterrænet og Kalvebod Brygge. Den nye promenade og forbindelsen fra Hovedbanegården til vandet åbner området op og forbinder det med resten af byen. Det bliver et stort aktiv for København," siger overborgmester Frank Jensen (S) i meddelelsen.

I alt bliver der bygget fem tårne på den gamle postterminalgrund, og udover erhverv bliver der også plads til 162 lejligheder, 236 hotellejligheder og et planlagt sundhedshus.

Postgrunden var senest i mediernes lys, da Danica Pension valgte at skifte arkitekt på projektet fra Lundgaard & Tranberg til Arkitema, som betød, at det førstnævnte arkitektfirma var nødt at fyre medarbejdere, der ellers var sat på opgaven det næste stykke tid.

Nu bliver det så Cowi-ejede Arkitema, der i stedet skal stå for resten af byggeriet.

I første etape er det Per Aarsleff, der er totalentreprenør, og i anden fase bliver det KPC.

Forventningen er, at de første boliger og erhvervslejemål er klar til indflytning i 2023-2024.

Danica indgår milliardkontrakt om højhusprojekt i København

Danske Bank flytter til Postgrunden fra Holmens Kanal i 2023

Danicas højhusbyggeri på Postgrunden får grønt lys

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier