EjendomsWatch

Salling Group bygger 7800 kvm stort butikscenter på Sjælland

Supermarkedskoncernen Salling Group river et gammelt hotel ned for at gøre plads til et nyt butikscenter, hvor legetøjskæden Fætter BR blandt andet flytter ind.

Visualisering af det kommende butikscenter set fra Vestmotorvejen. Foto: Illustration/Link Arkitektur.

Hotel Frederik II i Slagelse har været lukket længe. Men nu skal der skyde et nyt butikscenter på 7800 kvm op. Salling Group – det tidligere Dansk Supermarked – ejer hotellet i dag og skal stå for nedrivningen samt byggeriet af det nye center.

Projektet er blevet muligt, efter Slagelse Kommune har vedtaget et nyt plangrundlag for området, der giver mulighed for at opføre butikscenter med 150 nye parkeringspladser, skriver avisen Nordvestnyt.

Nordicals kommer til at stå for udlejningen af de mellem fire og otte butikker, hvoraf én allerede er bestemt til legetøjskæden Fætter BR, som Salling Group købte i januar 2019, efter kædens konkurs måneden før. Minimumsstørrelsen for en butik bliver på 1000 kvm.

"Med Bilka som nabo og den første lejer på plads i form af BR, forventer vi ikke, at det bliver særlig svært at udleje de øvrige udvalgsvarebutikker. Det er nye lejemål, en fantastisk beliggenhed, og med Bilka, der i sig selv har en stor tiltrækningskraft, som nabo så kan det ikke blive meget bedre. Men vi ønsker selvfølgelig også et bredt udvalg af butikker, så centret i sig selv får en stor tiltrækningskraft," siger Henrik Nikolajsen, direktør og partner i Nordicals Sjælland, til avisen.

Nedrivningen af hotellet forventes at begynde i takt med, at der bliver indgået lejekontrakter for butiksarealerne. Forventet indflytning er i begyndelsen af 2021, skriver Nordvestnyt.

Schaumann brygger på nyt Big-center i Holbæk

Nye butikskoncepter vinder frem – presset af nødvendighed

Fætter BR genopstår med 25 butikker

Fætter BR solgt til Salling Group – ingen butikker følger med

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier