19 arkitekter vil omdanne centrum i Holstebro
Tilbage i februar indbød partnerselskabet Holstebro Udvikling, som står for udviklingen af midtbyen, arkitekter til at byde på opgaven om at udvikle Holstebro midtby. Nu har kommunen modtaget bud fra 19 forskellige arkitektfirmaer, skriver Holstebro Udvikling i en pressemeddelelse.
Udbuddet kommer, fordi det 70.000 kvm store Hospitalsenheden Vest, der ligger midt i byen, rykker ud til det nye sygehus i Gødstrup i 2021. Flytningen blev anledning til en ny udviklingsplan for hele Holstebros centrum.
"Filosofien bag vores ønsker om byudvikling i Holstebro er, at en dynamisk og spændende bymidte er med til at tiltrække mere liv til byen, mennesker, arbejdspladser og dermed vækst til hele Nordvestjylland i fremtiden," udtaler Jesper Larsen, direktør for Holstebro Udvikling, i meddelelsen.
Bestyrelsen i Holstebro Udvikling udvælger nu tre af de 19 arkitektfirmaer, som går videre i konkurrencen om at vinde opgaven. Vinderen bliver præsenteret på et borgermøde i slutningen af året.
Holstebro Udvikling er et partnerselskab, som ejes af Holstebro Kommune med 49 pct., mens Færchfonden ejer 51 pct.
Byggeplantegnestuen CFBO fra Aarhus er valgt til at tage sig af arkitektkonkurrencen.
Holstebro søger arkitekter til at udvikle 70.000 kvadratmeter bykerne
Fire rådgivere vinder millionordre på at omdanne slagterigrund i Holstebro