EjendomsWatch

Femern-projekt meldes klar til underskrift i Tyskland

Tyske myndigheder har meddelt, at godkendelsen af Femern Bælt-tunnelen er klar til at blive skrevet under, oplyser Femern A/S. "Vigtig milepæl", siger den danske transportminister Ole Birk Olesen (LA).

En fast tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland er rykket et stort skridt nærmere.

Myndighederne i delstaten Slesvig-Holsten har fredag meddelt, at godkendelsen af Femern Bælt-tunnelen er klar til at blive skrevet under. Det oplyser Femern A/S i en pressemeddelelse.

"Med godkendelsen følger, at der nu er enighed mellem de to lande om, hvordan tunnelen skal bygges," skriver selskabet.

Godkendelsen er en forudsætning for, at der kan bygges på tysk jord til den cirka 18 kilometer lange tunnelforbindelse fra Rødbyhavn på Lolland til Puttgarden på den tyske ø Femern.

Det er en vigtig milepæl for Femern Bælt-projektet.

Ole Birk Olesen (LA), transportminister

Selve godkendelsen består af over 1000 sider, som er baseret på en ansøgning på over 14.000 sider. Den ventes underskrevet af de tyske vejmyndigheder i løbet af januar, oplyser Femern A/S.

Ansøgningen har været gennem to offentlige høringsrunder i Tyskland, såvel skriftlige som mundtlige.

"Femern A/S vil nu studere myndighedsgodkendelsen og vurdere, hvilke konsekvenser byggetilladelsen vil have i relation til projektets økonomi og tidsplan. I løbet af foråret vil Femern A/S fremlægge en plan med forskellige scenarier for de næste skridt," meddeler selskabet.

I Danmark gav Folketinget byggetilladelse i 2015, og året efter blev betingede kontrakter indgået med entreprenørkonsortier, der skal stå for selve byggeriet af tunnelen.

Med et budget på 52,6 milliarder kroner er der tale om danmarkshistoriens største anlægsprojekt.

Byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen er brugerbetalt under statsgaranti-modellen, som også kendes fra forbindelserne over Storebælt og Øresund.

EU-Domstolen afgjorde for nylig, at EU-Kommissionen på ny skal undersøge, om Danmark har ydet ulovlig statsstøtte til projektet. Det får ifølge Femern A/S ingen konsekvens for finansieringen af projektet.

Der har været mange protester i Tyskland mod tunnelforbindelsen, og Femern A/S har på forhånd også kalkuleret med klagesager ved domstolene. Det kan tage op mod to år.

Planen er, at tunnelforbindelsen skal være klar i 2028.

Minister: Vigtig milepæl

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er tilfreds med, at den tyske myndighedsgodkendelse af Femern Bælt-forbindelsen nu foreligger.

"Det er en vigtig milepæl for Femern Bælt-projektet," siger han i en pressemeddelelse.

Godkendelsen er fredag fremsendt til Femern A/S, der har 14 dage til at gennemgå den, inden den underskrives i januar.

Ifølge pressemeddelelsen er der tale om en "robust godkendelsesebeslutning".

Nu vil vi læse godkendelsen rigtig grundigt og så forholde os til eventuelle nye krav og vilkår. Og så vil vi i løbet af foråret komme med en plan for, hvordan vi kan bringe projektet i mål.

Tine Lund-Bretlau, kommunikationschef, Femern A/S

Selv om godkendelsen endnu ikke officielt er underskrevet fra tysk side, forventes "kun mindre, redaktionelle ændringer", hedder det.

"De slesvig-holstenske myndigheder har haft betydeligt fokus på de miljømæssige konsekvenser af projektet," siger Ole Birk Olesen.

Den tyske godkendelse kan påklages til Forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig. Domstolsbehandlingen kan tage et par år. Men forventningen er fortsat, at den kombinerede vej- og togtunnel kan tages i brug i 2028, lyder det fra kommunikationschef Tine Lund-Bretlau, Femern A/S.

"Vi har arbejdet i fem år på at få godkendelsen sammen med vores tyske samarbejdspartner. Nu har vi den. Det er på alle måder en milepæl i dag," siger hun.

Selv om godkendelsen fylder mere end 1000 sider, forventer hun ikke overraskelser, der kan flytte afgørende på forudsætningerne for byggeriet.

"Selve godkendelsen er baseret på en ansøgning, vi har indgivet, som er på 14.000 sider. Så vi har været rigtig godt rundt om det. Det er svært at forestille sig noget, der gør, at vi ikke skulle kunne bygge tunnelen," siger Tine Lund-Bretlau.

"Nu vil vi læse godkendelsen rigtig grundigt og så forholde os til eventuelle nye krav og vilkår. Og så vil vi i løbet af foråret komme med en plan for, hvordan vi kan bringe projektet i mål," siger kommunikationschefen.

EU-kommissær Vestager venter uændret støtte til Femern-projektet

EU-Domstol skrotter godkendelse af Femern-finansiering

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier