Nyt stadion i Aarhus kan blive finansieret af grundsalg til boliger

Salg af grunde til byggeri af nye boliger skal være med til at finansiere et nyt fodboldstadion i Aarhus.
Det fremgår af det analysearbejde, som konsulenthuset PWC i øjeblikket er i gang med at lave for Aarhus Kommune, skriver JP Aarhus.
Der arbejdes ifølge avisen lige nu med tre scenarier for området, som alle går ud på at bygge det nye stadion på den nuværende lokation.
For at finansiere projektet kan der blive solgt grunde til boliger og erhverv i "større eller mindre omfang" i det område, som i dag benyttes af Jydsk Væddeløbsbane tæt på det nuværende fodboldstadion, Ceres Park. Væddeløbsbanens lejeaftale med kommunen udløber med udgangen af 2029.
Af de foreløbige udregninger fremgår det, at nedrivning af det eksisterende stadion samt opførelsen af et nyt vil koste omkring 400 mio. kr. Sælges hele området omkring væddeløbsbanen til boliger og erhverv, vil det ifølge rapporten kunne indbringe kommunen knap 413 mio. kr.
I det regnestykke skal man imidlertid tage højde for, at etableringen af en ny væddeløbsbane et andet sted vil koste ca. 250 mio. kr.
PWC's rapport, der skal vise, hvor, hvordan og hvad det vil koste at opføre et nyt fodboldstadion, skal ifølge avisen præsenteres inden nytår.
Nyt boligområde med 220 boliger på vej i Aarhus
Udvikler og NREP indgår trecifret millionaftale om 36.000 kvm i Aarhus