EjendomsWatch

Projektudvikler dropper højhusprojekt i Haderslev

En projektudvikler har valgt at sætte en stopper for et byggeprojekt i Haderslev efter problemer med at nå til enighed med kommunen.

Ejendommen, der tidligere har huset en McDonalds, er sat til salg og højhusprojekt er droppet. Foto: Google Maps.

En gammel McDonalds skulle rives ned, og der skulle opføres en bygning i seks etager med boliger, kontorer og en restaurant på Ny Erlevvej i Haderslev. Det var grundejer Svend Erik Aaskovs plan, men problemer med at nå til enighed med kommunen har fået ham til at sætte en stopper for projektet, skriver JydskeVestkysten.

Svend Erik Aaskov overtog ejendommen, der tidligere har huset en McDonalds, i 2015, men han sætter grunden til salg, fordi han ikke mener, han kan komme videre med sit højhus-projekt, siger han til avisen.

"Det er kommunen, der har droppet projektet. Jeg har ikke. Så må jeg jo se, hvad der sker hen af vejen. Jeg kan jo ligeså godt sætte ejendommen til salg i stedet for, at den bare står der. Der kan jo være andre, der har nogle gode idéer," siger han til JydskeVestkysten.

Benny Bonde (LA), udvalgsformand for Plan og Miljø i Haderslev Kommune, siger til avisen, at han er ærgerlig over, at projektet bliver droppet, fordi byen har brug for projekter som Svend Erik Aaskovs.

Ejendommen, som flere gange har været udsat for hærværk, imens den har stået tom, er blevet udbudt til salg gennem Nybolig Erhverv Haderslev til en kontantpris på 2,8 mio. kr. Køber skal regne med, at der skal laves ny lokalplan, med mindre der etableres fastfood-koncepter eller restaurant, skriver avisen.

Victoria Properties: Ejendomme i Haderslev gav lille underskud

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier