120 nye boliger på vej i Roskilde

120 nye boliger er undervejs i Roskilde.
Det nye byggeri kommer til at ligge på hjørnet af Søndre Ringvej og Køgevej tæt på Ringparken i byen. Byggeriet skal indeholde almene- og ejer- eller lejeboliger, forretninger og daginstitutioner, skriver Roskilde Avis.
Det er en privat ejendomsudvikler og Boligselskabet Sjælland, der står bag projektet.
De 120 nye boliger kommer til at ligge mod syd, hvor der opføres 13.150 kvm. Heraf skal 700 kvm bruges til forretninger, mens en Fakta vil optage op til 1200 kvm. På taget skal der efter planen være penthouselejligheder.
På den nordlige del af grunden er der afsat 3500 kvm til allerede eksisterende daginstitutioner, som dermed kommer til at ligge ved siden af Roskilde Rådhus.
Det nye byggeri bliver på tre til seks etager og for at sikre, at der er plads nok, vil der delvist være parkering under jorden.
Økonomien i projektet, som Skovhus Arkitekter skal tegne, fremgår ikke.
Boligselskab går all in på træhuse – vil bygge for 500 mio. kr.
Svenskere investerer i 184 familieboliger i ny bydel på Sjælland