AP Pension genoptager dialog med kommune om vingeskudt milliardprojekt

"Vi ser helt klart stadigvæk muligheder i byen," lyder det fra direktøren i AP Ejendomme, der fortæller til EjendomsWatch, at pensionsselskabet er åben over for nye samarbejdspartnere på det store byudviklingsprojekt, som kuldsejlede i december.
Peter Olsson, direktør i AP Ejendomme. | Foto: Ritzau Scanpix/Kenneth Lysbjerg Koustrup
Peter Olsson, direktør i AP Ejendomme. | Foto: Ritzau Scanpix/Kenneth Lysbjerg Koustrup

For godt et år siden lød meldingen, at AP Pension ville skyde mindst en mia. kr. i opførelsen af den nye by Vinge i Frederikssund Kommune. Dengang blev det præsenteret som et fælles projekt mellem Frederikssund Kommune, AP Pension og MT Højgaard som de centrale aktører. 

Men parternes aftale blev revet over i december 2017. De tre kunne ikke nå hinanden, oplyste kommunen dengang. Siden har kommunen selv forsøgt at sparke nyt liv i Vinge. Søndag den 22. juli kom det frem, at selskabet AW Ejendomsinvest havde valgt at sælge halvdelen af sine 18 byggegrunde, som selskabet har købt i byprojektet Vinge i Frederikssund Kommune, tilbage til kommunen.

Den nyhed efterlod en række spørgsmål, blandt andet om AP Pension stadig kan se sig selv i projektet.

Direktøren for AP Ejendomme, Peter Olsson, fortæller til EjendomsWatch, at man nu er gået i dialog med kommunen.

"Vi har genoptaget dialogen med Frederikssund Kommune, fordi vi grundlæggende stadigvæk synes, det er et supergodt projekt, og at konceptet er rigtig spændende, hvis man får en infrastruktur med, der spiller. Vi ser helt klart stadigvæk muligheder i byen," lyder det fra direktøren, der videre oplyser, at dialogen blev genoptaget i start juni, og planen er, at den skal fortsætte på den anden side af sommerferien.

Projektet blev officielt opgivet 13. december, da borgemesteren i Frederikssund, John Schmidt Andersen (V), måtte erkende, at der manglede 163 mio. kr. til Vingeprojektet, fordi kommunen havde brugt midlerne på blandt andet skoler, plejehjem og andre former for kommunal drift i 2017.

En ny udgave

Peter Olsson fortæller, at da Frederikssund Kommune meldte "timeout" i december og afbrød dialogen, var AP Pensions reaktion, at kommunen måtte vende tilbage, når de var klar til at fortsætte dialogen og havde et billede af, hvordan man vil gribe projektet an videre frem.

Ifølge Peter Olsson er AP Pension ikke den eneste, som kommunen har rakt ud efter for at få projektet på vingerne igen.

"Det er min opfattelse, at Frederikssund Kommune er i dialog med andre samarbejdspartnere for at høre, hvordan de ser Vinge-projektet komme videre. Helt overordnet synes vi, at idéen er god, og hvis den stadigvæk - i en modificeret form - kunne være interessant for os, så vil vi gerne tage en videre snak med kommunen om det," siger direktøren til EjendomsWatch.

Kan du sætte flere ord på, hvad du mener med  en modificeret form?

"Nej, fordi det ved jeg ikke. Det var et meget stort aftalekompleks, som vi havde forhandlet med kommunen dengang, og det er det, kommunen går ind og ser på nu. Det kan være,  man vælger en ny måde at opdele projektet på, eller at man kører det i nye etaper. Der skal findes en alternativ løsning. Det er klart, at vi ikke går ind på samme præmisser én gang til."

Vinge-projektet er ifølge kommunen et af Danmarks største byudviklingsprojekter med et samlet areal på 370 hektar, som er 20 pct. større end Ørestad i København. Når bydelen er fuldt udbygget, skal der ifølge helhedsplanen for området være ca. 20.000 indbyggere og omkring 4000 arbejdspladser.

Visualisering af den nye bydel Vinge i Frederikssund Kommune. | Foto: PR
Visualisering af den nye bydel Vinge i Frederikssund Kommune. | Foto: PR
 

Inde eller ude?

Peter Olsson vil endnu ikke fastslå, at AP Pension er tilbage som samarbejdspartner, selvom selskabet er meget positivt stemt over for projektet. Pensionsselskabet vil først se en konkret plan, det tror på.

"Vi hører selvfølgelig, hvad Frederikssund Kommune har gjort sig af tanker siden sidst, og hvad de ser af muligheder for at komme videre i en anden form, og så må vi se, hvordan kommunen tænker, at man kan komme videre frem i forhold til, hvordan man kan revidere Vinge - og det bliver selvfølgelig på en anden måde end det udbud, de kørte sidste år," siger han.

Til spørgsmålet om AP Pension har konkrete forventninger eller krav, der skal opfyldes, før pensionsselskabet vil gå med i projektet igen, er svaret nej:

"Der er vi åbne. Vi skal selvfølgelig fortsat kunne se projektet som en god investeringscase, men det ser vi også mange muligheder for, at det bliver," siger Peter Olsson.

Er der nogle bestemte ting, projektet skal opfylde for, at det er en god investeringscase for jer? 

"Det vil jeg ikke lægge mig fast på. Boligdelen derude vægter selvfølgelig meget tung for os, og det er også det, vi synes er interessant, såfremt man får infrastrukturen op at stå. Men jeg har ikke nogen fast skabelon for, præcis hvordan vi gerne vil have, projektet skal se ud," siger direktøren og tilføjer:

"Vi har tænkt os at høre, hvad kommunen har tænkt sig, og så har vi også nogle tanker, vi gerne vil præsentere for dem."

Kunne du være konkret omkring, hvad det er for nogle tanker, I vil præsentere? 

"Jeg tænker selvfølgelig stadigvæk, at boligelementet skal være det bærende, det er det, vi synes er interessant, men præcis hvordan man orkestrerer det, og hvilke etaper og indhold og så videre, der vil jeg hellere være åben. Det tror jeg, at man skal være, så vi ligesom holder alle muligheder åbne. Og så må vi jo se, om kommunen præsenterer en revideret model, som vi synes kunne være interessant at gå videre med," siger Peter Olsson, som uddyber:

"Et eventuelt partnerskab med andre vil jeg heller ikke udelukke. Det er vigtigt at være åben over for, når man står med et projekt, som det her, der er på bar mark. Der skal vi ikke komme rendende ind og sige "bygningen dér skal være fem etager højere" og så videre. Så tror jeg, at man skyder sig selv i foden."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også