EjendomsWatch

Borgmester: Minister må undersøge forsinkelse af letbane

Borgmester Jacob Bundsgaard vil drage transportminister ind i sagen om Aarhus Letbane. Trafikstyrelsen forventer at give endelig godkendelse senest på onsdag, skriver jp.dk. (Opdateret.)

(Artikel opdateret kl. 15.30 med oplysning fra Trafikstyrelsen om godkendelse ifølge Jyllands-Posten.)

Et langt og mudret forløb med Letbanen i Aarhus skal undersøges.

Der mener Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), der vil have transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at lave en undersøgelse af, hvorfor det tager så lang tid at få den aarhusianske letbane i gang.

"Jeg vil gerne bede ministeren undersøge hele forløbet. Vi oplever en styrelse, hvor der mangler politisk kontrol, og hvor magtarrogancen er så stor, at vi står tilbage med en følelse af, at vi ikke kan have tillid til styrelsen," siger Jacob Bundsgaard.

Kommentaren falder ved en tale ved et event for letbanen lørdag formiddag. Det er en flok initiativtagere, der på egen hånd har taget initiativ til at fejre letbanen, uanset at den ikke kører med passagerer endnu.

Jacob Bundsgaard siger ved samme lejlighed, at forsinkelsen har kostet "millioner af skattekroner".

Borgmesteren har endnu ikke hørt fra Trafikstyrelsen om, hvornår der kan gives grønt lys til at køre med passagerer.

Det er ifølge borgmesteren uheldigt, da busserne fra søndag kører reduceret drift, fordi letbanen skulle være i drift.

"Vi står nu i den situation, at aarhusianere får svært ved at komme på arbejde. Vi har lagt planer efter, at vi skulle ud og køre i denne uge. Trafikstyrelsen har tilkendegivet, at det kunne ske i denne uge," siger Jacob Bundsgaard.

Letbanen skulle være åbnet 23. september, men åbningen blev aflyst med kort varsel.

Det skete, fordi Trafikstyrelsen ikke kunne sikkerhedsgodkende letbanens operatør, Keolis, og fordi Aarhus Letbane manglede regler for fremtidig vedligehold.

Forventer endelig godkendelse onsdag

Senere lørdag skriver Jyllands-Posten, at Trafikstyrelsen forventer at give sin endelige godkendelse til Aarhus Letbane senest på onsdag, så den kan åbne i midten af næste uge.

"Styrelsen meddeler endvidere, at man nu er så langt i processen, at man forventer at kunne give letbanen den resterende godkendelse senest onsdag i næste uge - vel at mærke på en række vilkår, der vil blive beskrevet i godkendelsen," skriver vicedirektør Kåre Clemmesen i en skriftlig kommentar ifølge mediet.

Debut for Aarhus Letbane er et spørgsmål om dage

Aarhusiansk letbane forventes at åbne i december

Aarhus Letbane rejser erstatningskrav mod operatør

Forsiden lige nu

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier