PKA køber boliger for 2,5 mia. kr. af FB Gruppen

Med finansiering og projektsalg i milliardklassen fra PKA i ryggen har FB Gruppen kastet sig over at udvikle det tidligere Grønttorvet i Valby til et nyt bykvarter med over 2000 boliger. Særligt en boligtype har vist sig mere efterspurgt end ventet og givet endnu bedre risikospredning, fortæller ejer til EjendomsWatch.
Luftfoto af udviklingen af Grønttorvet taget den 7. november 2017. Området skal stå færdig i november 2021. | Foto: PR
Luftfoto af udviklingen af Grønttorvet taget den 7. november 2017. Området skal stå færdig i november 2021. | Foto: PR

VALBY — Det cement-  og betongrå mudder under sikkerhedsskoene viser tydeligt, at der er gang i byggeriet på det tidligere Grønttorvet i Valby. På en regnvåd dag i november er omkring 250 mand i gang forskellige steder i området, som frem mod 2021 løbende vil blive til 2200 boliger, to børneinstitutioner, butikker, cafeer og kontorer.

FB Gruppen står bag at få omdannet Københavns tidligere marked for frugt og grønt til et bykvarter med grøn park i midten. Med byggeprojekter for over 5 mia. kr. har udvikleren hentet finansiering hos pensionskassen PKA til grundkøbet samt realiseringen af dele af området, og det har ifølge Hans-Bo Hyldig, adm. direktør og majoritetsejer af FB Gruppen, vist sig at være et fleksibelt samarbejde.

"Vi har haft frihed til at udvikle området ud fra en helhedsplan, hvor vi inden for rammerne løbende kan søge at tilpasse os markedet. Et eksempel på det er den overraskende store efterspørgsel på andelsboliger," siger Hans-Bo Hyldig til EjendomsWatch.

Finansiering af byggeprojekter som Grønttorvet er ikke en del af PKA's målsætning om at have ca. 30 mia. kr. i ejendomme inden 2020, hvor man på nuværende tidspunkt har opfyldt ca. 20,6 mia. kr. af den målsætning. Til gengæld bygger FB Gruppen 900 lejeboliger for 2,5 mia. kr. til pensionskassen i området, hvoraf de første blev afleveret 1. oktober i år.

"Vi vil gerne have forretningen, der ligger i at finansiere projektet, men det rigtigt gode på Grønttorvet er synergien imellem finansieringen og så vores køb af de 900 lejeboliger. Det er forbundne kar," siger Nikolaj Stampe, ejendomschef i PKA, til EjendomsWatch.

Grønttorvet er på 160.000 kvm (svarende til 22 fodboldbaner), hvor der kommer ca. 250.000 kvm bebyggelse. Bydelen får i midten en 23.000 kvm stor park, hvor søjler fra den gamle auktionshal samt frugttræer og nøddebuske skal lede tankerne tilbage til områdets tidligere anvendelse.

Hans-Bo Hyldig, adm. direktør og majoritetsejer af FB Gruppen. | Foto: PR
Hans-Bo Hyldig, adm. direktør og majoritetsejer af FB Gruppen. | Foto: PR
99 andelsboliger solgt på tre måneder

Grønttorvet er den største opgave for FB Gruppen siden etableringen i 2003, hvilket også har betydet, at projektudvikleren har valgt rykke sine medarbejdere ind i en kontorbygning i udkanten af byggepladsen.

I ly for regnen fortæller Hans-Bo Hyldig, hvordan han via en andelsboligmesse i november 2016 blev ansporet til at satse på at udbyde 99 andelsboliger i ejendommen Dahlia Hus.

"Det blev en stor succes, hvor alle 99 andelsboliger blev solgt på tre måneder. Vi ændrede derfor et projekt med privat boligudlejning til andelsboliger og sælger netop nu 92 boliger i AB Iris Hus — og der følger flere næste år," siger Hans-Bo Hyldig.

Udover andelsboliger og PKA's lejeboliger er der også seniorboliger, almene boliger og ejerboliger undervejs på Grønttorvet. I et showroom i FB Gruppens kontorejendom kommer interesserede købere — især yngre par — forbi for at se på prospekterne for projektkøb af ejerboligerne.

"Grønttorvet er et projekt af en størrelse, der giver gode muligheder for risikospredning. 2200 ejerboliger ville selvsagt være den bedste businesscase, men vi ved, at det ikke er realistisk, så derfor giver det mening at gå efter blandet byggeri," siger Hans-Bo Hyldig.

PKA overtager næste etape af sine lejeboliger 1. december, og som det var tilfælde med de første fra oktober, er alle boligerne udlejet på forhånd.

"Vi er på linje med FB Gruppen omkring, hvad der skaber et godt boligbyggeri – især en god bydel. Vi tror på, at diversitet er godt for alle i form af eksempelvis ejerformer, alder på beboere og boligstørrelse. Det er værdiskabende for de kommende beboere og dermed også PKA som investor. Folk er glade for det, og vores boliger bliver lejet ud så snart, at de bliver udbudt, selvom der går 18 måneder, før de dele af området er færdiggjort," siger Nikolaj Stampe med henvisning til den igangværende udvikling af Grønttorvet, som først vil stå helt færdig i 2021.

Nikolaj Stampe, ejendomschef hos PKA. | Foto: PR
Nikolaj Stampe, ejendomschef hos PKA. | Foto: PR
Som to slips i julegave

FB Gruppen og PKA har tidligere arbejdet sammen om at bygge 450 boliger på Teglholmen nær Københavns Sydhavn til pensionskassen. Her har man udviklet matrikler i et område uafhængigt af de øvrige bygherrer i området. På Grønttorvet har det været en både større og anderledes opgave, hvilket har store fordele, mener man hos PKA, der derfor også har en relativt stor eksponering i projektet med 900 ud af de forventede 2200 boliger.

"Når man får to slips i julegave og tager det ene på, bliver man hurtigt spurgt, hvorfor man ikke kan lide det andet. Vi er glade for ejendommene på Teglholmen, men det er omvendt spændende og værdiskabende at præge et helt områdes udvikling, hvor vi ikke er afhængige af, om andre investorer får trukket området i den rigtige retning. Vi vil ubetinget gå med i et projekt som Grønttorvet igen, men det kan blive svært at finde mulighederne," siger Nikolaj Stampe fra PKA.

Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen er enig. Han har satset på at bygge med en grøn profil, hvilket sammen med opgaven med at udvikle mere end blot en ejendom kræver en større investering både som projektudvikler og finansielt.

"Det er en helt anden og mere spændende case at udvikle et helt område, men det kræver også langt flere ting at skulle forholde sig til. Konceptet har været en grøn profil, og det giver ekstra udgifter, men vi tror på, at det er nemmere at sælge – heriblandt til PKA. Det giver i vores optik større livskvalitet at bo grønt," siger Hans-Bo Hyldig.

FB Gruppen projekterer blandt andet med ca. fire parkeringspladser til cykler pr. bolig, hvilket giver et behov for parkering til over 8000 cykler. Til gengæld etablerer man til ca. 1 parkeringsplads til biler for hver anden bolig, selvom Hans-Bo Hyldig tvivler på, at der overhovedet bliver behov for så mange. Parkeringspladserne skal som udgangspunkt sælges til beboerne, som alternativt kan leje en plads i områdets parkeringskældre for 900 kr. pr. måned.

Den hidtidige udvikling af Grønttorvet kan ses i videoen herunder:

 

PKA vil gå fra 20 til 30 milliarder i ejendomme

Grønttorvets historie bevares i Ny Valby

Spiselig park på vej i Valby

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også