Fabriksgrund i Horsens bliver til boliger og butik

Et byggeprojekt med boliger, erhverv og detailhandel på Nordhavnen i Horsens kan nu begynde, efter OMJ Ejendomme har købt Nopa-bygningerne på Strandpromenaden 2. Det skriver mægler på handlen, Nybolig Erhverv Horsens, i en pressemeddelelse.
Dermed lukker Nopa, der producerer vaske- og rengøringsmiddel, helt ned for produktionen i industriejendommen, hvor der tidligere også er blevet produceret og bearbejdet kondenseret mælk, mælkepulver og smør.
"Der har været snak om, at der nu forsvinder arbejdspladser fra byen, men faktum er, at der netto kommer en del flere arbejdspladser til. Alene Meny får behov for ca. 70 fuldtidsansatte — måske flere — og tænk på, hvor mange der bliver involveret i byggeriet de kommende år," siger Per Ahlgreen, medindehaver af Nybolig Erhverv Horsens, i meddelelsen.
Salgsprocessen startede for over fire år siden. Nopa og OMJ Ejendomme underskrev i oktober 2014 en købsaftale med en option for godkendelse af rammelokalplanerne for fabriksgrunden. Den giver nu mulighed for at bygge 77.000 kvm boliger, erhverv og detailhandel, hvor der i først omgang bliver bygget 157 lejligheder og en Meny-butik.
"Fabrikkens medarbejdere er igennem hele processen blevet orienteret om salget af ejendommen, og vi hjælper vores medarbejdere med at komme videre i deres arbejdsliv. Blandt andet er to operatører fra Horsens blevet tilbudt stillinger på vores fabrik i Hobro. Det er selvfølgeligt trist, at vi forlader fabrikken og byen, som vi kom til i 1990, men fabrikken var ikke længere til at drive effektivt som forretning," siger Henrik Karup Jørgensen, adm. direktør fra Nopa Nordic, i meddelelsen.