EjendomsWatch

Ejendomdanmark udpeger ny juridisk direktør efter langvarig proces

Henrik Westermann er ansat som ny juridisk direktør i Ejendomdanmark, efter at brancheorganisationen sidste år måtte se sin udvalgte kandidat trække sig. Der venter "stor opgave med at sikre vækst og udvikling i ejendomsbranchen," lyder det fra den nye direktør.

Der venter en stor opgave med at sikre vækst og udvikling i ejendomsbranchen i en tid præget af corona og økonomisk krise, lyder det fra Ejendomdanmarks nye juridiske direktør. | Foto: Ejendomdanmark

Ejendomdanmark har ansat en ny juridisk direktør, og valget er faldet på Henrik Westermann, der kommer fra en stilling som senioradvokat hos Bech-Bruun. Det skriver ejendomsbranchens erhvervsorganisation i en pressemeddelelse.

44-årige Henrik Westermann, der har haft en fremtrædende rolle i advokatvirksomhedens ejendomsafdeling, og som desuden er hyppig klummeskribent hos EjendomsWatch, begynder sit arbejde hos Ejendomdanmark 1. april.

"Som resten af samfundet er ejendomsbranchen udfordret af den nuværende krise. Samtidig er Ejendomdanmark midt i en forrygende udvikling, hvor vi gerne vil styrke vores service og tilbud til medlemmerne endnu mere. På begge områder kommer Henrik Westermann til at spille en central rolle," siger Jannick Nytoft, adm. direktør hos Ejendomdanmark, i meddelelsen.

Ansættelsen af Henrik Westermann kommer, efter at Ejendomdanmark sidste år måtte se Benjamin Bunnage fra Plesner ombestemme sig og trække sig fra den stilling som ny juridisk direktør hos interesseorganisationen, han skulle have indtaget fra 1. oktober.

"Vi har søgt længe og har fundet den helt rigtige. Ejendomdanmark får en dygtig og skarp juridisk direktør, der kender branchens udfordringer," lyder det fra bestyrelsesformand Henrik Dahl Jeppesen, der til daglig er adm. direktør hos Deas.

Selv glæder Henrik Westermann sig til "at komme i dialog med vores medlemmer og gøre vores rådgivning endnu skarpere."

"Desuden venter der en stor opgave med at sikre vækst og udvikling i ejendomsbranchen i en tid præget af corona og økonomisk krise," siger han.

Henrik Westermann, der bl.a. har en fortid som premierløjtnant i Forsvaret og formand for fodboldklubben Århus Fremad, har grundlagt Ejendomsselskabet af 1999, hvor han fungerede som adm. direktør frem til 2010. Han er i dag mindretalsejer i selskabet.

Ny juridisk direktør hos Ejendomdanmark vender på en tallerken: Bliver hos Plesner 

Mere fra EjendomsWatch

Trangen til frihed har fulgt Bjarne Jensen gennem 45 år i branchen

SVÆRVÆGTERNE: Han er grundlægger af en af landets største erhvervsmæglere og har 45 år i branchen, men der stod aldrig mægler på karrierelisten. I ny serie med nogle af branchens tunge profiler fortæller han om en dramatisk afsked med Home-kæden, konkurrencen og et ØK på skrump, der åbnede muligheder.

Ugens bedste historier på EjendomsWatch

Uro om Koncenton-projekt, Gefion og Castellum i trecifrede millionfrasalg og nyt om ejendomshandler Peter Norvig var blandt ugens historier på EjendomsWatch. Home-mægler ser igen mod erhverv, Cobe vinder i Jernbanebyen og serien Sværvægterne blev skudt i gang, mens bl.a. Core Bolig, Nordicals og ISS stillede op til interview.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier