Partner forlader Danbolig Erhverv efter fem måneder: "Vi har ikke været enige"
Danbolig København bliver en partner færre, eftersom Jonas Graves Basse forlader mæglerkædens københavnerkontor til fordel for Stad Erhverv.
Det specielle ved skiftet er, at det kun er fem måneder siden, at Danbolig København ansatte Jonas Graves Basse og gjorde ham til partner. Dengang forlod han EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Ifølge en af de to tilbageværende partnere hos Danbolig København, Kenneth Engberg, så er situationen ærgerlig.
"Vi har ikke været enige i partnerkredsen. Det har betydet, at vi har fundet en fælles løsning og er gået hver til sit," siger Kenneth Engberg til EjendomsWatch.
Ifølge ham har de tre partnere, herunder Johnny Hallas, gennem længere tid forsøgt at få samarbejdet til at fungere.
"Afskeden har været en fælles udløber af, at vi ikke har været enige om tingene, og hvor vi skulle hen. En svær samtale som den bliver initieret af, at der har været nogle uenigheder. Vi har selvfølgelig forsøgt at finde en løsning, og vi har ikke kunnet nå hinanden," siger Kenneth Engberg og tilføjer:
"Det har betydet, at Jonas blev fritstillet og fratrådte med øjeblikkelig virkning, og Johnny og jeg købte hans aktier og driver Danbolig København videre ud fra de strategier og handlingsplaner, vi har haft fra dag et af."
Er der tale om en fyring?
"Nej, det er der ikke. Vi er blevet enige om i fælles regi, at samarbejdet skulle ophøre," siger Kenneth Engberg.
Rodfæstet firma
I et Linkedin-opslag fra Stad Erhverv fremhæver Jonas Graves Basse, at han glæder sig til at komme til et firma, hvor han kan bruge mere tid på kunderne.
"Jeg ser frem til at kunne koncentrere mig om kunderne og være et sted, hvor der er en administrativ afdeling, der tager sig af alt det administrative. Det havde jeg hos Poul Erik Bech, og det ser jeg også frem til at få hos Stad Erhverv, der er en rodfæstet erhvervsmægler, der har afdelinger til både administration, markedsføring, flere sagsbehandlere og meget andet," lyder det fra den nu forhenværende Danbolig-partner.
Kenneth Engberg lægger afstand til Jonas Graves Basses slet skjulte kritik af Danbolig Erhverv.
"Jeg undrer mig over, at Danbolig Erhverv ikke betragtes som en rodfæstet mægler,"siger han.
Stad Erhverv er fortsættelsen af den tidligere Danbolig Erhverv-afdeling i København, som måtte forlade kæden efter sager om svindel med fremvisninger.
Magtfuld Nordicals-mægler siger stop: "Jeg er ikke tilhænger af centralisering"