EjendomsWatch

Newsec forventer stabilt marked i resten af 2019

Ifølge ny opgørelse fra Newsec Advisory har der været usikkerhed på markedet i første halvår, og det har givet lavere transaktionsvolumen. Forventningerne til resten af 2019 er anderledes stabile.

Morten Jensen Foto: Newsec Advisory PR

Volumen i transaktioner i første halvår 2019 var ifølge en opgørelse fra Newsec Advisory på omkring 24 mia. kr. Det er 40 pct. lavere end perioden i 2018, der sammen med 2017 var rekordår.

Faldet, som også andre mæglerfirmaer har noteret sig, kommer dog ikke som en overraskelse for Newsecs adm. direktør Morten Jensen, da der længe har været tegn til en nedgang i transaktionsvolumen for 2019, vurderer han.

"Vi ser dog, at aktiviteten steg med omkring 20 procent mellem 1. og 2. kvartal. Det bekræfter os i, at investorerne fortsat ser det danske marked som attraktivt, og at der er en begyndende opblødning mellem købere og sælgere på markedet for investeringsejendomme," siger adm. direktør Morten Jensen i en meddelelse.

Investorerne holder vejret

Grunden skal findes hos investorerne, der er mere afventende end ellers og derfor foretager grundigere due diligences, og det giver længere salgsprocesser.

Trods det opleves der større kig til investeringsejendomme frem for obligationer og aktier, når investorerne placerer kapital.

Også de udenlandske investorer holder vejret, når det kommer til investeringer i danske ejendomme. I 2018 var det ca. halvdelen af transaktionsvolumen, der kom fra de udenlandske investorer. Ifølge Newsec var andelen i første halvdel af 2019 nede på 35-40 pct.

Her handler det om usikkerheden i de mulige ændringer i boligreguleringsloven, de høje markedslejeniveauer og for lave afkast.

Forventningerne til de udenlandske investorer ser dog anderledes positive ud i andet halvår.

"Sælgernes prisforventninger er sænket en smule i forhold til usikkerhederne i markedet. Investorerne har færre gode alternativer, og markedet for primære beliggende ejendomme i København byder på mange spændende muligheder, ligesom vi kan slå fast, at Danmark stadig rangerer højt på listen over de lande, der er bedst at foretage ejendomsinvesteringer i," siger Morten Jensen.

Efterspørgsel på industri og logistik

Størst stigning i andelen går på logistik- og industriejendomme, der går fra 8 pct. til 12 pct. Her vurderer Morten Jensen, at især de store logistikejendomme er eftertragtede, fordi der er et stort behov for lager- og logistikfaciliteter.

Og det er efterspørgslen på disse typer af ejendomme, der giver Newsec en forventning om et mere stabilt andet halvår og en samlet transaktionsvolumen på 55-60 mia. kr.

"Det er naturligvis underbygget af en historisk lav rente og et stærkt marked med kapital, der er allokeret til de investeringsområder, der giver de højeste afkast, hvor ejendom er et af dem," siger Morten Jensen.

Usikkerhed på markederne

Boligerne er forsat det største segment med ca. 48 pct. af volumen, men her er der stor usikkerhed på markedet.

Ligesom hos de udenlandske investorer er det diskussionen om paragraf 5, stk. 2 i boligreguleringsloven, der skaber usikkerheden.

Den største nedgang ses hos detailejendomme, som er faldet fra 16 pct. til 6 pct. af den samlede volumen. Med bl.a. onlinehandlen, der forsat presser sig på, og et højt tomgangsniveau giver det et fald.

"Opbremsningen i transaktionsvolumen vil manifestere sig tydeligere"

Colliers om fald i transaktionsvolumen: "Det kommer ikke bag på os"

Analysehus: Det danske ejendomsmarked er godt med i global skala

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier