ATP Ejendomme lander afkast på 1,1 mia. kr.

ATP's ejendomsportefølje leverer i første halvår et investeringsafkast præget af en stigende prisudvikling.
Direktør i ATP Ejendomme Michael Nielsen. | Foto: Ritzau Scanpix/Mik Eskestad.
Direktør i ATP Ejendomme Michael Nielsen. | Foto: Ritzau Scanpix/Mik Eskestad.

Danskernes fælles pensionsfond, ATP, leverede et investeringsafkast på 14,7 mia. kr. af sin investeringsportefølje i årets første seks måneder, viser halvårsrapporten.

Beløbet svarer til et afkast på 14,6 pct., og er især opnået gennem danske og udenlandske aktier fremgår det.

"De seneste fem år har ATP opnået et gennemsnitligt kvartalsafkast af investeringsporteføljen i forhold til bonuspotentialet på 3,9 pct., svarende til et gennemsnitligt årligt afkast på 15,8 pct. Der har været positive afkast i 18 ud af 20 kvartaler," skriver ATP i regnskabet.

Ejendomme, hvor ATP både investerer direkte og gennem partnere i udlandet, bidrager dog også med hvad der svarer til godt 7 pct. af investeringsafkastet.

"Afkastet fra de direkte ejendomsinvesteringer udgjorde 0,8 mia. kr., og afkastet af de indirekte ejendomsinvesteringer var på 0,3 mia. kr. Afkastet i årets første halvår var præget af fortsat stigende ejendomspriser, navnlig i Europa og Danmark og i et mindre omfang i USA," skriver ATP.

Pensionsfonden noterer sig, at finansmarkederne i Europa i første halvår var præget af kursstigninger på aktiemarkederne og af moderate rentestigninger, mens renterne i USA endte på nogenlunde samme niveau som ved årets begyndelse.

"Den geopolitiske usikkerhed er steget, mens usikkerheden i økonomien er faldet. Amerikansk og europæisk økonomi udvikler sig positivt, men renterne er stadig ekstremt lave. Det er godt for væksten, men for investorerne vil det være en udfordring fortsat at skabe tilsvarende høje afkast i kommende kvartaler og år. Vi har fortsat råderum til at tage risiko for at skabe afkast, men vi gør dette via en meget disciplineret tilgang til porteføljekonstruktion og risikostyring, så vi på den lange bane kan skabe tilfredsstillende resultater på trods af det lave og usikre afkastmiljø,” siger Christian Hyldahl, direktør i ATP, i en pressemeddelelse.

ATP's investeringsportefølje havde ved udgangen af juni en markedsværdi på 221 mia. kr., hvoraf knap 36 mia. kr. var placeret i fast ejendom, fremgår det.

ATP's samlede formue er opgjort til i underkanten af 750 mia. kr.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Visualisering af første fase af Coop Byen. | Foto: PR-visualisering / Arkitema

Coop sælger fra for milliardbeløb