Pensionskasse bygger 140 lejligheder i forladt Falck-station
(Artikel opdateret onsdag 12. april kl. 08.24 med yderligere kommentarer og oplysninger om byggeriet.)
Med en investering på 250 mio. kr. vil pensionskassen PKA rive en gammel Falck-station på Rugårdsvej i Odense ned og bygge 140 nye lejligheder. Det skriver Fyens Stiftstidende.
PKA administrerer pensionsopsparingen for 300.000 medlemmer og har en dansk ejendomsportefølje på 17,8 mia. kr. Pensionskassen, der ikke har investeret i Odense siden finanskrisen, er nu begyndt at se en bedre forretning i byen, foranlediget af andre større projekter og generel udvikling.
"Der sker mange positive ting i Odense. Vi kan se, folk flytter til byen, der er supersygehus på vej, hvor mange af vores medlemmer vil arbejde, der er visioner for midtbyen, og der bygges en letbane," siger ejendomschef i PKA, Nikolaj Stampe, til avisen.
De første lejligheder skal stå klar i slutningen af 2019, og det bliver PKAs medlemmer, som hovedsageligt arbejder indenfor social- og sundhedsområdet, der får førsteret. Det bliver entreprenørfirmaet KPC, der i forvejen ejer både Falck-grund og bygning, som skal stå for byggeriet.
I en pressemeddelelse fremgår det, at byggeriet vil leve op til det kommende 2020-reglement. Det betyder, at byggeriet skal være 33 pct. mere energieffektivt, end de gældende lovkrav foreskriver.
"Vores medlemmer forventer, at vi udover at skabe et godt afkast, gør en positiv forskel. Samtidig kan vi se, at lejere i stigende grad efterspørger bæredygtigt byggeri," siger ejendomschefen, der beskriver klimastrategien for ejendomme som "ambitiøs," i pressemeddelelsen.
Det lokale politiske etablissement glæder sig også over investeringen. Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mener, at Odense er kommet ind i en god udvikling, og lægger særligt vægt på, at endnu en institutionel investor kaster sig over byen.
"Mellem 2012 og 2022 bliver der investeret 40 mia. kr. i Odenses fysiske forandring, det skaber fornyet optimisme og ikke mindst nye arbejdspladser. Derfor er jeg også glad for, at endnu et af de store pensionsselskaber nu investerer i vores by," lyder det i pressemeddelelsen.