EjendomsWatch

Deutsche råder investorer til at tænke defensivt

Risikoen for konjunkturændringer i Europa bør få ejendomsinvestorer til at tænke mere defensivt, lyder det i en analyse fra Deutsche Asset Management, skriver Berlingske Business. 

Foto: PR

Risikoen for, at ejendomsmarkedet inden for et par år spidses endnu mere til, bør få investorer til at tænke i mere defensive baner. Sådan lyder det fra kapitalforvalteren Deutsche Asset Management i en ny analyse, skriver Berlingske Business. 

Ifølge mediet vurderer kapitalforvalteren, at man allerede i 2019 vil begynde at se, at investorer forlanger højere afkast, når de køber ejendomme, mens potentialet for at forbedre driften på ejendommene, eksempelvis fra lavere tomgang, vil svinde ind. Hvis konjunkturerne vender på denne måde, risikerer investorernes tidligere så gode handler pludselig at miste værdi.

Deutsche råder derfor investorerne til at tænke mere defensivt og fokusere på prime ejendomme, hvor afkastene måske nok er lavere, men hvor der skal meget dårlige tider til, før man ikke kan få lejeindtægterne hjem. Det kan evt. suppleres med udvalgte, mindre gode ejendomme, lyder det. Hvad man derimod ikke skal, er udelukkende at lade sig friste af de høje afkast.  

"Vores analyser har vist, at historisk set har strategier med højt afkast på dette punkt i en konjunkturcyklus forøget risikoen for at underperforme. Ulemperne (ved denne strategi, red.) bliver mere akutte. Spændet i afkast mellem prime og sekundære ejendomme er allerede indsnævret betragteligt, og derfor vil jagten på høje afkast ofte skubbe investorerne mod aktiver og markeder, som har fundamentale mangler," skriver Deutsche Asset Management i sin analyse ifølge Berlingske Business.

Mere fra EjendomsWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier