Butiksejere frygter Bestseller-milliardærs store planer i centrum af Aarhus

Bestseller-rigmanden Anders Holch Povlsen har på få år købt 15 ejendomme og ejerlejligheder i Volden og Badstuegade, der er en del af Aarhus latinerkvarter. Planen er, meddeler Anders Holch Povlsen, at lave en gennemgribende »bybevaring«. Det skriver JP Aarhus.
Iben Leth, medindehaver af butikken Caroll & Carmen i Volden 16, er stærkt bekymret.
"Med de mange opkøb i kvarteret vil han kunne sætte huslejerne, som han vil. Der bliver ikke plads til de små selvstændige entreprenører og iværksættere, kun konceptbutikker med gennemtestede brands, der kan lave sikre økonomiske resultater. Aarhus og særligt Latinerkvarteret mister sin diversitet," siger Iben Leth til JP Aarhus.
Anders Holch Povlsen vil gennem selskabet Byliv sikre, at charmen i Latinerkvarteret ikke går tabt, men i stedet bevares som et levende sted med respekt for det historiske miljø, meddeler rigmanden.
"Når man går ned gennem Volden med dens toppede brosten, charmerende huse og lækre butikker får man en helt særlig følelse. Det unikke miks af pulserende handelsliv og fængende historiske bygninger skaber en sjælden hyggelig stemning, som man ikke oplever mange steder. Det er vores håb, at vi med dette bevaringsprojekt kan være med til at sikre, at man også kan opleve denne atmosfære i Volden om 5, 10 og 20 år," skriver han i en kommentar til JP Aarhus.
Projektet kommer ifølge investoren til at indebære en "nænsom istandsættelse af ejendommenes facader, tage og udtryk" – alt sammen med respekt for den gældende lokalplan, den oprindelige arkitektur og gadens arkitektoniske helhed. Intentionen er – ud over at redde bygningerne – at skabe udvikling og et blomstrende handelsliv i området.
Anders Holch Povlsen understreger, at Bestseller ikke er involveret i projektet, og at koncernens koncepter heller ikke passer ind i kvarteret, men at han ligesom sin far, Troels Holch Povlsen, personligt har en interesse for historiske bygninger, skriver JP Aarhus.