
Der er lagt op til et par festlige dage i Hjørring, når byens nye teater, Vendsyssel Teater, i weekenden åbner dørene op for første gang.
Teatret er det første nybyggede teater, der åbner i provinsen i 100 år, og blandt investorerne i det 180 mio. kr. dyre byggeri er blandt andet Realdania med 70 mio. kr. og Det Obelske Familiefond, der ejer C.W. Obel Ejendomme, med 25 mio. kr. Det skriver Realdania i en pressemeddelelse.
”Teater- og kulturliv er et af de helt store lokale potentialer i Hjørring og i regionen, og det har vi ønsket at understøtte. Med det nye teater får både publikum, kunstnerne og byen det teater, som området fortjener. Samtidig bidrager teateret til udviklingen og den bymæssige sammenhæng i byens centrum, og er med til at skabe liv og aktivitet – ikke bare inde i huset men også i området omkring,” udtaler Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania, om det nye teater.
Det nye Vendsyssel Teater er skabt af Schmidt Hammer Lassen Architects, som også står bag projekter som Den Sorte Diamant i København og Dokk1 i Aarhus.
Teaterbygningen på 4.200 kvadratmeter består blandt andet af fire sale og en café, og byggeriet blev påbegyndt i marts 2015.
Realdania trækker stikket til det danske ejendomsmarked
Realdania sælger ejerandel i Carlsberg Byen
Realdania tilfreds med afkastet af sin investering i Carlsberg Byen