Private udlejere undslår sig at huse flygtninge
Masser af private udlejere henvender sig til kommunerne for at huse flygtninge, men interessen daler, når de hører betingelserne. Sådan lyder det fra flere kommuner ifølge DR Østjylland.
I kommunerne sukker man efter boliger til flygtninge, og kommunernes social- og integrationsafdeling får jævnligt henvendelser fra privat udlejere. Udlejerne trækker sig ofte, når de hører, at kommunen ikke selv vil leje boligen, men kun formidler kontakten til en flygtning.
Til gengæld er udlejerne mere positive, når kommunen kun søger midlertidige boliger til flygtningene.
"Så kan vi bedre få en boligmasse til rådighed, fordi det så er kommunen, der står på lejekontrakten," siger Mads Larsen, afdelingsleder hos social- integrationsafdelingen i Silkeborg Kommune, til DR Østjylland.