Investorer går sammen om at sætte handling bag grønne ambitioner

Fluffy formuleringer om bæredygtighed skal være fortid, hvis det står til foreløbig 25 aktører i bygge- og ejendomsbranchen. De går nu sammen i et partnerskab for at sætte fart på de grønne ambitioner – og ikke mindst et fælles sprog, når det kommer til bæredygtighed, lyder det i en pressemeddelelse fra Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
”Partnerskabet skal blandt andet sikre, at branchen samler ambitionerne, og kun får én standard for bæredygtighed. På den måde kan vi lære af hinanden og undgå at spilde kostbar tid midt i en klimakrise,” lyder det i meddelelsen.
Det nye partnerskab får navnet Partners for Sustainable Real Estate and Construction og skal drives af Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Rådets næstformand, direktør i By & Havn Anne Skovbro, udtaler:
”Vi er som investorer og bygherrer den første del af værdikæden. Vi har derfor et stort ansvar for både at trykke på speederen og samtidig sikre, at vi kører i den rigtige retning. Bæredygtighed er ikke noget, vi kan løse hver for sig. Det er en fælles opgave, som klares mere effektivt i fællesskab med andre ambitiøse partnere.”
Danmark eksporterer allerede grønne løsninger til byggeriet, men potentialet er ifølge rådet meget større. Partnerskabet vil derfor stå sammen om at omsætte grønne førerpositioner til nye eksporteventyr:
”Når vi laver forretninger i udlandet, er et af de allerbedste kort, den danske bygge- og ejendomsbranche har på hånden, evnen til at bygge og drifte mere bæredygtigt end andre. Det er en central del af vores værdiskabelse i dag og forventeligt endnu mere i fremtiden. Sektorens eksport af grønne løsninger skal være med til at gøre resten af verdens byggeri mere bæredygtigt og skabe Danmarks næste eksporteventyr. Derfor skal vi sikre os, at vi altid er foran,” udtaler Mikkel Bulow-Lehnsby, grundlægger af Nrep og bestyrelsesformand i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Partnerskabet skal være med til at presse på for at skabe den struktur i branchen, som bæredygtig udvikling kræver. Det betyder blandt andet at partnerne vil gå sammen om at få fjernet de barrierer, der er for den nødvendige omstilling, lyder det.
Samtidig skal partnerne hjælpe og skabe incitamenter for resten af værdikæden i en bæredygtig retning.