EjendomsWatch

Ejendomsinvestor med milliardplaner konkurs – selskaber under tvangsopløsning

John Bengt Møller er blevet erklæret personligt konkurs i Storbritannien, efter at have løbet fra handel til trecifret millionbeløb. Udlandsdanskerens danske selskaber, der skulle udvikle ferieparker for milliarder, er sendt til tvangsopløsning, mens et dansk millionkrav lurer i kulissen. ”Så må vi jo føre en retssag,” siger hovedpersonen selv.

Auderødlejren i Nordsjælland er ét af de tre steder, hvor John Bengt Møller har haft planer om at opføre en feriepark. | Foto: Christian Andreasen

En britisk domstol har 25. juli 2022 afsagt konkursdekret over den Monaco-baserede ejendomsinvestor John Bengt Møller. Det fremgår af The London Gazette, der er Storbritanniens svar på Statstidende.

Konkursen er dog helt uden betydning, lyder det fra udlandsdanskeren, der har fået megen medieomtale herhjemme i de sidste to år, på grund af hans storstilede planer om at opføre ferieparker i Danmark for milliarder af kroner.

”Det har ingen betydning for mig, at jeg er taget under konkurs i England, i og med jeg er bosiddende i Monaco og ikke har nogen personlige aktiver i England,” siger John Bengt Møller til EjendomsWatch.

John Bengt Møller påstår selv at have skabt sig en formue i milliardklassen på ejendomsinvesteringer i udlandet. | Foto: PRIVATFOTO
John Bengt Møller påstår selv at have skabt sig en formue i milliardklassen på ejendomsinvesteringer i udlandet. | Foto: PRIVATFOTO

Baggrunden for konkursen er et erstatningskrav, som den britiske ejendomskoncern Countrywide har rejst mod John Bengt Møller, fordi udlandsdanskeren aldrig overførte købesummen, da han i starten af 2020 forsøgte at købe Countrywides datterselskab Lambert Smith Hampton for en pris på 38 mio. pund, svarende til over 300 mio. kr.

En britisk domstol afgjorde sidste år, at John Bengt Møller har pådraget sig et erstatningsansvar for tab og skader, som Countrywide måtte have haft som følge af den kuldsejlede handel. Domstolene har endnu ikke taget stilling til størrelsen på kravet, der ifølge Countrywide lyder på 10 mio. pund.

”Om det er ét pund eller 10 millioner pund, det er jo ligegyldigt, i og med det skal indgå i et konkursbo uden nogen aktiver. Det er jo derfor, jeg har accepteret at blive erklæret konkurs i England, fordi så kan de kun stille et krav mod et konkursbo. Så skal de bruge tid og penge på at gennemføre en likvidation,” siger John Bengt Møller om Countrywides krav.

Du er ikke bekymret for, at de vil forfølge kravet på tværs af landegrænser til Monaco, hvor du bor?

”For at svare dig helt kort: Nej, det har jeg ikke nogen bekymringer over overhovedet,” lyder svaret fra udlandsdanskeren.

Konkurser på vej i Danmark?

Også i Danmark kan der være en række konkurser under opsejling i kølvandet på John Bengt Møllers eskapader.

I hvert fald er udlandsdanskerens danske selskaber, der efter planen skulle udvikle milliarddyre ferieparker rundt om i landet, sendt til tvangsopløsning, fordi selskaberne ikke har aflagt årsregnskab for 2021.

En konkurs er det naturlige næste skridt, lyder det fra likvidatoren i tre af selskaberne, Peter Krarup fra advokatfirmaet Mazanti-Andersen.

”Som det umiddelbart ser ud, så er disse selskaber uden aktiver, og hvis der ikke kan konstateres aktiver i selskaberne, så vil der fra likvidators side blive indgivet konkursbegæringer, hvorefter disse vil blive taget under konkursbehandling,” siger Peter Krarup til EjendomsWatch.

John Bengt Møller selv afviser dog, at selskaberne kommer til at gå konkurs. Han fortæller, at han ”har bedt vores advokater om at genetablere selskaberne,” og forklarer at situationen kun er opstået, fordi han ”ikke har været opmærksom” på de danske regler omkring aflæggelse af årsregnskab.

”I og med at selskaberne har været inaktive, så er der ikke blevet aflagt nogen regnskaber, fordi vi ikke har været opmærksomme på, at der i Danmark skal indleveres regnskaber,” siger John Bengt Møller.

Millionkrav hænger i luften

Den manglende aktivitet i selskaberne skyldes, at de tre ferieparker på henholdsvis Møn, Lolland og Nordsjælland, som selskaberne skulle udvikle, alle er faldet til jorden.

I tilfældet af det nordsjællandske feriepark-projekt kan John Bengt Møller endvidere have pådraget sig et erstatningsansvar lig med Countrywides krav i England.

Det skyldes, at udlandsdanskeren heller ikke overførte købesummen, da han – eller rettere, hans selskaber, der nu er sendt til tvansopløsning – indgik købsaftale om den 72 hektar store tidligere militærkaserne Auderødlejren ved Frederiksværk, hvor ferieparken skulle opføres.

Jeg har da ikke tænkt mig at betale noget som helst. Hvis der bliver rejst et krav, så må vi jo føre en retssag.

John Bengt Møller, ejendomsinvestor

Det fortæller Peter Krarup, der også har været kurator i det selskab, som John Bengt Møller forsøgte at købe Auderødlejren af.

”Det har været kuratellets opfattelse, at der foreligger et erstatningsansvar i forhold til de selskaber, som har afgivet købstilbud uden efterfølgende at kunne opfylde de indgåede aftaler, og at dette ansvar vil kunne udstrækkes til de personer, der har disponeret på vegne af selskaberne, velvidende at de ikke har haft finansieringen på plads – herunder John Bengt Møller,” siger Peter Krarup.

”Oprindeligt var der en købsaftale på 75 mio. kr. med John Bengt Møllers selskab, men der var betingelser knyttet til denne, så man kan diskutere, om den var bindende eller ej. Omkring jul 2021 blev der imidlertid lavet en ny købsaftale på 55 mio. kr., og den var ubetinget, men blev ikke opfyldt. Vi har efterfølgende lavet et dækningssalg til 35 mio. kr., og der vil derfor kunne dokumenteres et muligt tab i niveauet 20 mio. kr. – 40 mio. kr.,” siger han om kravets størrelse.

Vil slås i retten

Efter at kuratellet solgte Auderødlejren til en investorgruppe, som John Bengt Møller har formidlet kontakten til, for 35 mio. kr., er kreditorerne i konkursboet blevet betalt ud, og selskabet blev 16. september leveret solvent tilbage til den oprindelige ejer, advokat Michael Vesthardt.

Dermed er det ham, der skal afgøre, om han vil rejse et erstatningskrav mod John Bengt Møller, og det er han ikke afklaret med, fortæller han til EjendomsWatch.

”Nu er det hele så nyt, at jeg endnu ikke har fået udleveret alle købsaftalerne af kuratellet. Lige så snart det sker, så sætter jeg mig ned med min advokat og finder ud af, hvem jeg skal hente min kompensation hos – for jeg har lidt et gigantisk tab undervejs i det her,” siger Michael Vesthardt til EjendomsWatch.

John Bengt Møller er dog ikke bekymret for et eventuelt erstatningskrav. Modsat i England – hvor han efter eget udsagn ”ikke gad at bruge flere på at føre retssag” – så vil han forsvare sig, hvis der opstår et lignende erstatningssag i Danmark.

”Mine advokater mener ikke, at der er et krav, så det må de jo få lov til at slås om,” siger John Bengt Møller.

Hvis der bliver rejst et krav, har du så i sinde at betale det?

”Jeg har da ikke tænkt mig at betale noget som helst. Hvis der bliver rejst et krav, så må vi jo føre en retssag,” siger udlandsdanskeren.

Læs alle EjendomsWatchs artikler om omstridt udlandsdansker

Mæglere trak sig fra feriepark på grund af kulørt personkreds: Peter Norvig involveret

Erhvervsmand opgiver storslåede planer for tidligere kaserne efter salg til udlændinge

Udlandsdanskers stormombruste feriepark på Møn skrinlægges af kommune

Endnu en feriepark falder til jorden: Sælger ophæver købsaftale med udlandsdansker

Mere fra EjendomsWatch

ATP får hak i tuden af Finanstilsynet

Pensionsselskabet får påtale for ikke at have haft et betryggende grundlag til at måle risiko. Tilsynet peger bl.a. på værdiansættelsen af ejendomme.

Briefing uge 38: Håndslag på huslejeloft

Det flittigt diskuterede huslejeloft blev i denne uge vedtaget, og det får konsekvenser for branchen, mener flere aktører. Samtidig faldt to trecifrede millionhandler på plads i lighed med en personlig konkurs samt anklager om monopollignende tilstande. Ugens overflyvning er klar.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EjendomsWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier