
Barfoed Group, som primært har ejendomme i Odense, leverer selskabets hidtil bedste resultat siden grundlæggelsen i 2013. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Primært anført af positive værdireguleringer på 777 mio. kr. ender årets resultat på 938 mio. kr. mod 363 mio. kr. i 2020. Resultat af primær drift lyder på 320 mio. kr. mod 309 mio. kr. året før.
”Jeg er meget tilfreds med regnskabet, og 2021 var et travlt år med opstart af flere større byggerier i Odense, men takket være den rigtige strategi om at bygge og vedligeholde i høj kvalitet sammen med en meget stor indsats af koncernens 120 medarbejdere, så indfrier vi alle vores mål for året,” udtaler Frederik Barfoed, koncerndirektør i selskabet i meddelelsen.
Øgede lejeindtægter
Trods fortsat påvirkning af covid-19 med nedlukninger og problemer i forsyningskæderne, oplyser Barfoed Group at have ”samme lave” tomgangsniveau som i 2020 på 3,6 pct. Dog var tomgangen endnu lavere i 2019, som lå på 2,7 pct.
Selskabets toplinje øgedes med 3 pct. fra året før og ender på 458 mio. kr. Egenkapitalen går ligeledes i den positive retning og ender takket være årets svulmende bundlinje på knap 3,2 mia. kr. En stigning på 52 pct. fra året før.

”Jeg ser allerede nu et 2022, hvor vi på trods af uroligheder i verden fortsat har travlt, og vi har samtidig en rigtig god efterspørgsel på lejemål i vores ejendomme, så jeg tror også, 2022 lander ganske fornuftigt, hvor koncernen fortsætter med at præge den positive udvikling af Odense med nye kvalitetsbyggerier og ombygning af velbeliggende strøgejendomme,” udtaler Frederik Barfoed.
Ifølge meddelelsen forbereder Frederik Barfoed sig på øgede prisstigninger på byggerier, og hvis det bliver nødvendigt ”kan det overvejes at udskyde dem til et senere tidspunkt, hvor det giver bedre mening at gennemføre dem.”
Med værdireguleringerne har Barfoed Group med udgangen af 2021 ejendomme for omkring 10 mia. kr.
Barfoed Group føjer 56 rækkehuse til ny Odense-bydel
Barfoed Group opfører 46 ungdomsboliger som nabo til nyligt opført Odense-projekt
Frederik Barfoed: Restauranter, detailhandel og turisme kommer til at blomstre igen