
Inden udgangen af 2023 vil 17 af landets store shoppingcentre have konverteret en god bid af parkeringspladserne til elbilpladser med lademulighed.
Det er udløberen af en ny aftale, Danske Shoppingcentre har indgået med ladeoperatøren Clever om opsætning af i alt 586 ladepunkter i den kommende tid, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
”I Danske Shoppingcentre er det vores ambition at eje og drive landets bedste shoppingcentre, og med samarbejdet med Clever tager vi endnu et stort skridt mod at tilbyde vores millioner af kunder den bedste oplevelse, når de besøger os. Vores centre bliver ikke blot mere aktuelle og attraktive – vi bakker samtidig op om den grønne samfundsdagsorden,” udtaler Jesper Faurholdt, adm. direktør i Danske Shoppingcentre i meddelelsen.
Danske Shoppingcentre står blandt andet bag Kolding Storcenter, Frederiksberg Centret, Slots Arkaderne i Hillerød, City2 i Taastrup, Aalborg Storcenter, Herning Centeret og Lyngby Storcenter. Selskabet, der er ejet af ATP Ejendomme og Danica Ejendomme, forventer, at tiltaget vil øge antallet af årlige kunder fra de aktuelle 78 mio. årligt.
”Særligt i takt med at der kommer flere elbilbilister,” oplyser koncernen.
Svinger fra 20 til 72 ladere
De 586 ladestandere vil blive fordelt forholdsmæssigt med mindst 20 lademuligheder på de mindre centre, mens det højeste antal er 72, der etableres ved City 2 i Taastrup.
”Vores centre er placeret i hele Danmark i både større og mindre byer. Det er essentielt for os, at vores centre er en integreret del af lokalmiljøet, og med de kommende hundredvis af ladestandere er vi med til at gøre hverdagen lettere for de besøgende,” udtaler Kristian Mortensen, head of operations and projects hos Danske Shoppingcentre.
De første standere bliver sat op i år, og alle 586 ladere skal være klar til at sætte strøm til elbiler med Clever-abonnement i løbet af 2023.
Danske Shoppingcentre kom i 2021 ud med et nettooverskud på 517 mio. kr. efter en coronadukkert i 2020, der udløste 869 mio. kr. i underskud som følge af nedskrivninger.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie DetailWatch.)
Odense skrotter shoppingcenter i milliardklassen – satser på boliger i stedet
”Det er jo meget godt”: Shoppingcenterejer tjener halv milliard trods tvangslukninger
Ny millioninvestering skal give skrantende butikscenter nyt liv
Danske Shoppingcentre får lynladestandere ved alle sine butikscentre