EjendomsWatch

Briefing uge 4: Flyvende udskiftning

Der blev i den forgangne uge både taget afsked og budt velkommen i de højere luftlag hos en håndfuld større danske ejendomsaktører. Hos DSB måtte en overrasket chefveteran eksempelvis for første gang i sit liv prøve, hvordan det er at være arbejdsløs.

Foto: Colourbox

Normalt er januar måneds transfervindue noget, man taler om i fodboldverdenen.

Hvad ejendomsbranchen angår, har der imidlertid også været heftig aktivitet i svingdøren den seneste tid, hvor en række større selskaber – frivilligt eller ufrivilligt – har skiftet ud på centrale positioner.

Hermed velkommen til den sidste udgave af Briefing i dette års første måned.

Overrasket DSB-chef

I forbindelse med jobskifter er luften ofte tyk af skåltaler med dovne floskler i glasset, men her på EjendomsWatch bestræber vi os, også hvad navnestoffet angår, på at grave lidt dybere på vegne af vores voksende skare af trofaste læsere.

Således kunne vi den forgangne uge bl.a. byde på interview med Christian Melgaard, der selv var noget overrasket over ikke længere at skulle stå i spidsen for udviklingen af det historiske Jernebanebyen-projekt som chefprojektudvikler hos DSB Ejendomsudvikling.

Som så mange gange før betyder en underskrevet "skilsmisseaftale", at vi som læsere må gisne os til baggrunden for bruddet, og den nu jobsøgende ejendomsveteran, der ellers "troede, der var masser af tid til, at jeg kunne vente på pensionen," mente i hvert fald ikke selv, at han opfattes som en vanskelig mand at arbejde sammen med.

Goddag og farvel

I forbindelse med ansættelsen af Peter Stenholm som ny direktør i brancheorganisationen Ejendomdanmark fik vi formand Henrik Dahl Jeppesen til at sætte ord på manden, der skal erstatter Jannick Nytoft, og på de opgaver, han står overfor.

"Det handler meget om det etiske kompas," sagde han og pegede på grøn omstilling, bæredygtighed og mangel på arbejdskraft som helt centrale emner at tage fat på.

I andre hjørner af branchen skifter Thomas Fog servicevirksomheden Coor ud med ejendomsforvalteren Deas, hvor han får ansvaret for et nyoprettet center inden for bl.a. udvikling, byggeteknisk rådgivning og facility management, mens man hos MT Højgaard Holding bytter Morten Hansen ud med den økonomiske mirakelmager fra Enemærke & Petersen, Henrik Mielke på topchefposten.

Niks pille

Om der også er udskiftninger på vej i toppen af Aage Bangs Fond og Drost Fonden, vil vise sig, men som artikelserien "Fingrene i Fondsmidler" afslører, har advokaterne Torben og Morten Heding Andersen, der er far og søn, leget gevaldigt med ilden på deres vej mod økonomisk gevinst.

Så røgfyldt er det blevet i bestyrelseslokalet hos den førstnævnte erhvervsdrivende fond, at to bekymrede medlemmer ligefrem har taget kontakt til Erhvervsstyrelsen og bedt om hjælp til at slukke branden.

Selvsamme styrelse har tidligere udbedt sig en redegørelse fra Drost Fonden, hvor far og søn ligeledes har modtaget millionhonorarer for diverse ydelser, mens de selv sad i ledelsen.

Tidens tand

At ussel mammon ikke er kilde til glæde for Mogens de Linde, gør den 70-årige aarhusianske ejendomsudvikler klart over for EjendomsWatch i det, der bliver sidste kapital af den populære føljeton om branchens absolutte sværvægtere.

"Det er en glæde for mig at få lov at renovere," lyder den jordnære konstatering fra den normalt så pressesky herre, hvis familieimperium i dag sidder på ejendomme med en værdi på mellem 3 og 4 mia. kr.

Spørgsmålet er, om de mange stort anlagte byggerier, der sættes i værk i øjeblikket, kommer til at stå beundret og livskraftige tilbage om flere hundrede år, sådan som tilfældet er med de bygningsværker, Mogens de Linde går rundt og pusler med.

Bæredygtighed er under alle omstændigheder et ord, der går igen, når der tales det milliardbyggeri i træ, som en af landets største ejendomsinvestorer, AP Pension, har kastet sig over på Marmormolen i københavnske Nordhavn. Et ganske andet sted i landet, Lisbjerg uden for Aarhus, står Casa bag en kommende bæredygtig bydel.

Ikke blot en uge, men en måned går på hæld, og det er snart tid til at puste ud – for en stund. God weekend.

Briefing uge 3: Nye lejekammerater

Briefing uge 2: Over grænsen

Briefing uge 1: "Ingen højere?"

Briefing 2021: Danmark til salg 

Mere fra EjendomsWatch

Briefing uge 20: Proptech, slæb og raseri

Innovation og data var i højsædet, da store dele af branchen mødtes til Proptech Symposium i denne uge. Her var humøret lidt bedre end hos pirrelig jysk ejendomsudvikler. Og så vil Ejendomdanmarks nye topchef kæmpe for flere politiske resultater.

Michael Kaa fordobler overskuddet og lukrerer på stigende inflation

Det forgangne år bød på mere end en fordobling af overskuddet i MKA Ejendomme, som Michael Kaa Andersen står bag. Yderligere værdiopskrivninger venter på den anden side af en række igangværende udviklingsprojekter, fortæller milliardinvestoren i et interview med EjendomsWatch.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EjendomsWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier