EjendomsWatch

Nrep om klimamål: "Vi forsøger at være meget klare i spyttet om hvad vi tror på"

Danske Nrep forvalter ejendomme for ca. 75 mia. kr. I 2028 skal hele porteføljen være CO2-neutral, og ifølge en af selskabets grundlæggere står de fleste investorer i selskabets fonde bag dette mål.

Tænketanken Concito roser Nreps visioner om at nedbringe ejendomsselskabets CO2-udledninger. På billedet ses bestyrelsesformand og medstifter Mikkel Bülow-Lehnsby. | Foto: Nicolai Lorenzen

Det er en af de travle dage på kontoret for bestyrelsesformand Mikkel Bülow-Lehnsby, da han en tidlig tirsdag morgen inviterer på cortado og brownies i Københavner-bydelen Nordhavn. Det er dog lykkes ham at skære 12 møder ned til 11 for at få lidt mere tid til at fortælle om den sag, der i hans optik overtrumfer alt andet lige nu.

"Hvis man kører med 220 km/t mod en mur, er man tvunget til at dreje og se, hvad der så sker. Det den situation, vi står i nu, som jeg ser det. Vi bliver nødt til at ændre retning, hvis vi vil redde kloden," siger han.

For 17 år siden sad Mikkel Bülow-Lehnsby og partneren Rasmus Nørgaard i en kælder og grundlagde ejendomskoncernen Nrep (Nordic Real Estate Partners). I dag har han formandsposten i det, der er blevet Nordens største ejendomsudvikler og -investor med en portefølje på 5,5 millioner kvadratmeter, hvoraf ca. halvdelen er placeret i Danmark.

Fra begyndelsen var det visionen at forandre ejendomsbranchen, og med en ny klimaplan sætter Nrep gang i en grøn omstilling, der ifølge dem selv giver baghjul til alle andre i branchen.

CO2-neutral i 2028

I 2028 skal hele Nreps ejendomsportefølje til en værdi af 75 mia. kr. således være CO2-neutral. Det omfatter ikke bare driften af samtlige 5,5 millioner kvadratmeter, men også den indlejrede CO2 fra byggematerialer og konstruktion i forbindelse med de mange nybyggerier, som Nrep står bag.

Til sammenligning anbefaler World Economic Forum i en ny rapport, at ejendomme skal være CO2-neutrale i 2050 og have reduceret halvdelen af udledningen i 2030.

"Igennem nogle år har vi set, at klimaforandringerne er det største problem i det urbane miljø, og det vil vi være med til at løse. Det er en naturlig del af vores af ambition om at være den dygtigste investor inden for det byggede miljø," siger Mikkel Bülow-Lehnsby.

Fremskrivninger viser, at over halvdelen af de bygninger, som vil eksistere i 2050, endnu ikke er bygget. Det svarer til, at der skal bygges en by på størrelse med Singapore eller New York hver eneste måned frem til 2050.

Derfor kan det kun gå for langsomt med at få udviklet de bæredygtige løsninger, mener Mikkel Bülow-Lehnsby.

I 2023 er det Nreps ambition at reducere udledningerne fra driften med 50 pct., mens der skal skæres 30 pct. af den indlejrede CO2-udledning fra materialer.

Derudover sætter koncernen gang i tre store innovationsprojekter, der skal stå klar i 2025 og demonstrere, hvordan man bygger med et CO2-aftryk på nul.

"Vi skal jo ikke være naive, men al min erfaring siger, at man også selv ender med at vinde på det, hvis man bliver ved med at fokusere på at løse problemer."

Mikkel Bülow-Lehnsby, bestyrelsesformand i NREP

Fremtidens teknologi

Bestyrelsesformanden lægger ikke skjul på, at Nrep undervejs får brug for teknologier, som endnu ikke er færdigudviklet. For eksempel vil man jagte teknologier til at oplagre CO2 i byggematerialerne, så nogle af byggerierne kommer til at suge CO2-ud af atmosfæren.

Den slags metoder er under udvikling, og via klimafonden ”2150” investerer Nrep bl.a. i den canadiske virksomhed Carboncure Technologies, som arbejder med at lagre CO2 i cementkonstruktioner.

"Forhåbningen er, at nogle af materialerne skal været carbon-sinks (CO2-lagre, red.). Det har vi jo ikke løst endnu, men der er så mange forskellige materialer, så selvfølgelig bør man kunne gøre en bygning til noget, der rent faktisk fjerner CO2," siger Mikkel Bülow-Lehnsby.

I ejendomsbranchen er det et velkendt trick at købe sig til reduktioner ved hjælp af klimakompensation. Det er certifikater fra projekter, der f.eks. rejser skov eller opfører solcelleparker, og som kan pynte på byggeprojekters klimaaftryk uden at gøre selve byggeriet mere klimavenligt.

Nrep slår tydeligt fast, at målet om CO2-neutralitet i 2028 skal opnås uden brug af klimakompensation, men ejendomskoncernen har dog givet sig selv den kattelem, at der kan blive brug for et såkaldt klimabidrag, hvor Nrep selv står for lokal skovrejsning eller vedvarende energianlæg.

Den grønne tænketank Concito skamroser Nreps visioner, der f.eks. er langt mere ambitiøse end det, regeringen lægger op til i de kommende danske krav til klimavenligt byggeri.

Seniorkonsulent i Concito Camilla Damsø Pedersen påpeger dog, at det er vigtigt, at Nrep kun bruger klimabidrag som en sidste udvej.

"Det er supergodt, at de går foran, så længe de først og fremmest sikrer aggressive reduktioner i selve byggeriet – både i forhold til driften og den indlejrede CO2 i materialerne," siger hun.

Hvis man benytter klimabidrag, kan man ifølge Concito ikke kalde et byggeri for CO2-neutralt. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig idé, da det ifølge tænketanken kan blive et nødvendigt værktøj, hvis hele porteføljen skal være CO2-neutral allerede i 2028.

"Man kan ikke være alt for alle. Vi forsøger at være meget klare i spyttet om, hvad vi tror på, og så forsøger vi at finde investorer, som er åndsfæller med os."

Mikkel Bülow-Lehnsby, bestyrelsesformand i NREP

Camilla Damsø Pedersen understreger, at visionære ejendomsinvestorer som Nrep spiller en helt central rolle i klimakampen, fordi en rigtig stor del af udledningerne kommer fra bygninger.

"Byggeriet står for 30 pct. af CO2-udledningen i Danmark, og i EU er det 36 pct. af den samlede CO2-udledning, der kommer fra bygninger. Derfor er det helt utrolig vigtigt, at vi får reduceret den del CO2-aftrykket, hvis vi skal nå vores klimamål," siger hun.

Det kan være en dyr fornøjelse, når virksomheder vil gå foran og udvikle nye løsninger. Det ved Nrep fra nogle af de bæredygtige præstigebyggerier, som de allerede har i udstillingsvinduet.

Et eksempel er boligbyggeriet Upcycle Studios i Ørestad i København, hvor mere en to tredjedele af bygningen er opført af genanvendte materialer som f.eks. genbrugsbeton fra Københavns metrobyggeri.

Alligevel insisterer Mikkel Bülow-Lehnsby på, at investeringen i nye grønne løsninger vil kunne betale sig på sigt.

"Vi skal jo ikke være naive, men al min erfaring siger, at man også selv ender med at vinde på det, hvis man bliver ved med at fokusere på at løse problemer," siger han.

Hvad siger jeres investorer til 2028-planen?

"Der er rigtig mange investorer, der forstår den klimaudfordring, vi står overfor, og som også forstår, at det ikke er en dårlig forretning at gå foran for at løse den."

I har vist vejen med nogle spændende prestigeprojekter, men nu bliver opgaven at få reduceret CO2-aftrykket i hele ejendomsporteføljen. Er der ikke investorer, som er utrygge ved det?

"Det tror jeg da, at der vil være, men man kan ikke være alt for alle. Vi forsøger at være meget klare i spyttet om, hvad vi tror på, og så forsøger vi at finde investorer, som er åndsfæller med os," siger Mikkel Bülow-Lehnsby.

Nrep lægger CO2-afgift på egne investeringer – "når nu ikke regeringen gør det"

Nrep går efter CO2-neutral ejendomsportefølje i 2028

Internationale sværvægtere skyder milliarder i Nreps klimafond

Manden bag ny grøn milliardfond: "Det er da ret fedt at vores første investering lige er blevet promoveret af Bill Gates i 60 Minutes" 

Mere fra EjendomsWatch

Briefing uge 20: Proptech, slæb og raseri

Innovation og data var i højsædet, da store dele af branchen mødtes til Proptech Symposium i denne uge. Her var humøret lidt bedre end hos pirrelig jysk ejendomsudvikler. Og så vil Ejendomdanmarks nye topchef kæmpe for flere politiske resultater.

Michael Kaa fordobler overskuddet og lukrerer på stigende inflation

Det forgangne år bød på mere end en fordobling af overskuddet i MKA Ejendomme, som Michael Kaa Andersen står bag. Yderligere værdiopskrivninger venter på den anden side af en række igangværende udviklingsprojekter, fortæller milliardinvestoren i et interview med EjendomsWatch.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EjendomsWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier