EjendomsWatch

Fritz Schur køber sjællandsk konferencecenter af fagforening

Konferencecenter og badehotel i Skælskør får erhvervsmanden Fritz Schur som ejer. "Der har været høj aktivitet på købersiden," lyder det fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har haft ejendommen til salg for 55 mio. kr. i knap to år.

Fritz Schur overtog i 2020 First Hotel Kong Frederik i København. Nu laver han endnu en hotelinvestering. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Et ejendomsselskab ejet af erhvervsmanden Fritz Schur har købt Kobæk Strand Konferencecenter i Skælskør på Sydvestsjælland. Det oplyser sælgeren, fagforeningen Finansforbundet.

"Vi er glade for, at der nu er fundet en køber til Kobæk Strand, som gerne vil føre virksomheden videre og udnytte det potentiale, der ligger i stedet. Vi har ønsket at sælge, fordi det ikke vores kerneopgave at drive konferencecenter," udtaler Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet og formand for Kobæk Strand Konferencecenters bestyrelse.

Ejendommen er ca. 8000 etagemeter med 47.000 kvm grund, der ligger lige ud til Storebælt. Det fortæller erhvervsmægler Thomas Hansen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Slagelse, der har haft ejendommen i udbud i knap to år.

"Salgsprocessen blev sat i gang lige inden corona. En måned eller to inden," siger Thomas Hansen til EjendomsWatch.

"Der har været høj aktivitet på købersiden, og der har været flere egnede købere. Jeg ved, at der har flere, der har afgivet købstilbud på ejendommen," fortsætter han.

Kobæk Strand har været ejet og drevet af Finansforbundet og Forsikringsforbundet siden 1969. | Foto: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Kobæk Strand har været ejet og drevet af Finansforbundet og Forsikringsforbundet siden 1969. | Foto: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Ejendommen har været til salg for 55 mio. kr., og ifølge EjendomsWatchs oplysninger er den endelige købspris ikke højere end det. Det præcise beløb bliver dog ikke oplyst, da der er tale om en selskabshandel.

Fritz Schur vil drive Kobæk Strand, der også er en restaurant og et badehotel, videre som kursus- og konferencecenter, oplyser Finansforbundet, der i en årrække har afholdt arrangementer på stedet.

"Vi kommer til fortsat at bevare en tilknytning til stedet til nogle af vores aktiviteter, og det er jeg helt sikker på, at de tillidsvalgte og medlemmer, der kender Kobæk Strand, sætter pris på. Derfor er jeg også sikker på, at vi har fundet en rigtig god løsning på Kobæk Strands drift og eksistens fremover," udtaler Steen Lund Olsen.

Det er ikke første gang, at Fritz Schur laver en investering inden for hotelsegmentet. I 2020 overtog erhvervsmanden First Hotel Kong Frederik, der ligger ved Rådhuspladsen i København, efter at hotelkæden First Hotels gik konkurs.

Overtagelsen af Kobæk Strand sker den 1. november.

Kurator i First Hotels-konkurs venter aftaler på plads med hotelejere i denne uge

Investorkreds ruster sig til First Hotel-konkurs: "Vi forbereder os på selv at overtage" 

Mere fra EjendomsWatch

Poul Erik Bech spår 20 pct. nedgang i salget af privatboliger næste år

Stigende grundskatter kan udløse "en deroute, der vil noget" i priserne, lyder det fra mæglerveteranen Poul Erik Bech i anledning af ny undersøgelse blandt investorer og lejere. Den viser, at 2022 vil byde på et markant fald i aktiviteten på privatboligmarkedet. Og en dark horse lurer i horisonten.

Familie sælger feriepark til kapitalfond

Selskabet First Camp, der har den norsk-baserede kapitalfond Norvestor i ryggen, overtager fra nytår ferieparken Jesperhus på Mors, der tidligere er blevet nedskrevet i værdi.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier