Forsvaret overtager tidligere Nets-domicil for over en kvart milliard

Bygningsstyrelsen har på vegne af Forsvaret købt betalingsudbyderen Nets' tidligere domicil i Ballerup af det familieejede selskab City Property Holding for 278,5 mio. kr. Det skriver sælgers rådgiver, Nordanö, i en pressemeddelelse.
Ejendommen, der først og fremmest består af kontorfaciliteter, ligger på adressen Lautrupbjerg 8-10 som en del af erhvervsområdet Lautrupparken i Ballerup og breder sig over 25.767 kvm. I øjeblikket lejer Mastercard sig ind i bygningen.
"Ejendommens robuste kvaliteter inden for serverrum og sikkerhed tiltaler virksomheder eller institutioner med særlige behov inden for IT og datahåndtering. At Forsvaret nu skal benytte ejendommen til aktiviteter inden for cybersikkerhed er dermed en god løsning," siger Mathias Erbo Kryspin, partner hos Nordanö, i meddelelsen.
Ifølge direktør hos City Property Holding Hans Henrik Klovberg har man valgt at skille sig af med ejendommen, da den "ikke længere passer til vores strategiske fokus." Udover Nordanö har sælger haft WTC Advokater som rådgivere.
Bygningsstyrelsen fik godkendt købet af Folketingets Finansudvalg torsdag, og Forsvaret flytter 1. juli ind i den ejendom, som Nets forlod i 2019 efter at have haft hovedsæde på adressen i ni år.
Betalingsudbyder skifter hovedsæde og flytter 1100 medarbejdere