EjendomsWatch

Novo-selskaber og AP Pension står bag nyt uddannelsesbyggeri i Kalundborg

Byggeriet af Kalundborgs nye uddannelses- og forskningscenter startede torsdag. Efter planen skal det være opført om et år. Bag projektet står AP Ejendomme, Novo Nordisk Fonden, Novo Nordisk samt Novozymes.

Afdelingschef hos Hoffmann Peter Petersen, Kalundborg-borgmester Martin Damm (V) og Peter Olsson, topchef i AP Ejendomme, tog torsdag hul på byggeriet af et nyt uddannelses- og forskningscenter i Kalundborg. Foto: PR

Torsdag blev der taget første spadestik på et nyt uddannelses- og forskningscenter i Kalundborg på 1535 kvm, oplyser AP Pension i en pressemeddelelse.

Pensionsselskabet er i form af datterselskabet AP Ejendomme, der er bygherre, og en del af den kreds, der står bag forskningscentret, som også tæller Novo Nordisk Fonden, Novo Nordisk, Novozymes, Professionshøjskolen Absalon, som har driften, og entreprenørfirmaet Hoffmann, der er totalentreprenør.

Det nye uddannelses- og forskningscenter skal huse kandidatstuderende, der indgår i samarbejde med industrien i Kalundborg og landets universiteter.

Projektet kommer til at hedde Biomanufacturing Project House (BPH).

Peter Olsson, der er topchef i AP Ejendomme, er stolt over, at pensionsselskabet er en del af projektet.

"Kodeordet for bygningen er bæredygtighed, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at der bliver bygget med træ i de bærende konstruktioner, så vi kan nedbringe CO2-udledningen. Med Hoffmann har vi en totalentreprenør, som vi er sikre på, kan udføre de ambitiøse planer, der er på tegnebrættet," udtaler han i meddelelsen.

Hos Hoffmann fortæller afdelingschef Peter Petersen, at man glæder sig.

"Det er en meget spændende opgave, som vi skal være med til at løse for AP Pension. Med spadestikket kan vi for alvor komme i gang med arbejdet, og vi ser frem til at løse de mange gode tanker, der er gjort for bygningen."

Ifølge Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg Kommune og var blandt de få til det coronasikrede arrangement, skal det nye center være med til at gøre Kalundborg til et knudepunkt.

"I Kalundborg Kommune har vi et stort fokus på at skabe stærke uddannelses- og forskningsinstitutioner, og med spadestikket til BPH bliver der sat gang i opførelsen af et fyrtårn, som er med til at understøtte Kalundborg som et fremtidigt knudepunkt for uddannelse og forskning samt være en vigtig brik i bestræbelserne på at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Kalundborg og omegn," udtaler Martin Damm i meddelelsen.

Byggeriet skal efter planen være opført i slutningen af 2021, så de studerende kan møde op i ved vinterstudiestart i 2022.

Danske industriejendomme for over 200 mio. kr. indgår i nordisk milliardhandel

Mulig fast forbindelse over Kattegat bliver via Samsø

Fabriksanlæg til trecifret millionbeløb i Kalundborg skifter hænder

Casa og Aarhus-investor overtager nedlagt mejeri for trecifret millionbeløb

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier