
Odense Kommune, der i disse år gennemgår en omfattende byudvikling, kan komme til at se langt efter den aarhusianske ejendomsudvikler Olav de Linde i fremtiden.
I hvert fald advarer han ifølge Fyens Stiftstidende om, at det får konsekvenser, hvis et planlagt byggeri i Åløkkeskoven bliver hældt af brættet på næste uges møde i By- og Kulturudvalget. Begrundelsen skulle være, at det kommer for tæt på skov.
"Hvis det ikke bliver muligt at bygge, så står vi med en ny situation. Vi har investeret massivt i Odense gennem mange år, og vi har en række bygninger i byen. Dem vil vi naturligvis fortsat tage os rigtig godt af, men bortset fra det vil vi fremover bruge vores kræfter andre steder," lyder det ifølge avisen i en skriftlig kommentar.
Hverken Socialdemokratiet eller Konservative, der tilsammen har flertal i udvalget, vil kommentere sagen.
Olav de Linde oplyser selv at have investeret omkring halvanden mia. kr. i Odense, hvor han råder over 145.000 kvm.
Facebook udvider i Odense og runder investering på ti milliarder
Odense Kommune planlægger nyt stadionbyggeri til 263 mio. kr.
Fynsk entreprenør vinder nyt OUH-udbud på 20.000 kvm