EjendomsWatch

Red-analyse: Heimstaden og Koncenton dominerer markedet for studieboliger

Stor ubalance på markedet for studieboliger får mægleren Cushman & Wakefield Red til fortsat at klassificere studieboliger som en interessant aktivklasse, viser ny analyse. Områder med god infrastruktur i Københavns omegn rummer dog det største potentiale, påpeger partner Lior Koren.

Foto: Clara Ahrens Poulsen / Ritzau Scanpix

Mulighederne for lejestigninger på studieboliger synes begrænsede.

Men det er fortsat en interessant investering, lyder konklusionen i en ny analyse fra mæglerhuset Cushman & Wakefield Red.

Det skyldes blandt andet, at efterspørgslen på studieboliger i København de senere år er steget mere end udbuddet, hvilket har medført et massivt underudbud. I samme periode er huslejen ligeledes steget, mens de studerendes disponible indkomst har været uændret. Dette har medført, at størstedelen af de københavnske studerende bruger mere end halvdelen af deres disponible indkomst på husleje. Mulighederne for lejestigninger synes derfor begrænsede, lyder det i analysen.

"Til trods for at udbuddet af studieboliger vil stige i de kommende år, og at antallet af studerende har været stagnerende siden 2016, vurderer vi, at underudbuddet vil fortsætte i en årrække endnu," udtaler Lior Koren, partner i Cushman & Wakefield Red.

Historisk set har studieboliger i København været en særdeles attraktiv ejendomsklasse for investorer. Det skyldes, at de har kunnet opnå et merafkast på 25-50 basispoint ved at investere i studieboliger kontra traditionelle boligejendomme.

Men pga. afskaffelsen af studiepligten og en stigende interesse fra en bredere række af investorer er merafkastet i dagens marked indsnævret til 0-25 basispoint, lyder det.

To spillere dominerer markedet

Det er især den svenske storinvestor Heimstaden og den aarhusianske udbyder Koncenton, der dominerer markedet.

Siden 2016 har de ti største investorer i alt investeret 4,9 mia. kr. i studieboliger i Danmark, når Red frem til.

Ses der på hvilke investorer, der har været mest aktive indenfor segmentet i de seneste fem år, er markedet i høj grad domineret af to investorer, som har investeret for henholdsvis 1,62 mia. kr. og 1,25 mia. kr. Med en andel på 77,8 pct. af den samlede volumen har særligt det københavnske marked fanget investorernes interesse, skriver mægleren.

"Den store andel kapital placeret i København indikerer, at investorerne ligeledes har set muligheder i det massive underudbud af studieboliger. Den rekordhøje lejebyrde vi ser i København, betyder dog, at vi fremadrettet vurderer, at der kun er et begrænset potentiale for yderligere lejestigninger i København. Fremadrettet kunne man derfor forestille sig, at investorerne vil rette deres interesse mod studieboliger i de omegnskommuner, hvor det offentlige transportnet er stærkt og transporttiden ind til København er kort," afslutter Lior Koren.

Koncenton tøver med at investere i København: "Jeg er bekymret for de kommende år"

Gefion udlejer 206 ungdomsboliger i 10 år: "En længere kontrakt afspejles i prisen"

Aarhus har skaffet studieboliger til samtlige nye studerende

Koncentons første ejendomsfrasalg gav et bragende højt afkast

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier