EjendomsWatch

Deal maker og rådgivere i skarp debat om transaktioner og teknologi

PODCAST: Christian Fladeland fra Heimstaden og Torsten Torpe, chef for legal tech hos advokatfirmaet Bech-Bruun, debatterer transaktioner og kunstig intelligens i seneste podcast fra innovations- og teknologinetværket Proptech Denmark. Lyt med her.

Christian Fladeland, investeringsdirektør (co-CIO) i Heimstaden. Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

Hvad er det vigtigste i en ejendomstransaktion? Og er advokatbranchen for lidt innovativ til, at processerne kan glide lettere.

Det er nogle af de ting, der bliver diskuteret i den seneste podcast, som ejendomsbranchens innovations- og teknologinetværk Proptech Denmark sætter spot på under titlen Ejendomstransaktioner, Due Diligence og Kunstig Intelligens.

Her lægger Christian Fladeland, investeringsdirektør i Heimstaden, ikke skjul på, at omkostninger til rådgivere ikke er det, der vægter højest i en ejendomstransaktion. Det er først og fremmest at få den lukket.

"Uden det skal lyde som et tag selv-bord til rådgivere, så er rådgiveromkostningen relativt lidt i forhold til den volumen, der bliver gennemført. Så vi er ikke over-pris-sensitive," siger Christian Fladeland.

I podcasten medvirker også Theis Rasmussen, medstifter af tech-virksomheden Ante, som arbejder med automatisering, særligt at gøre juridiske dokumenter søgbare, eksempelvis huslejenævn-afgørelser.

I hans optik er advokatbranchen ikke superinnovativ til at lede den udvikling, men det afviser Torsten Torpe, leder af Bech-Bruuns afdeling for legal tech.

Han henviser til, at branchen var blandt de første til at indføre tekstbehandling og e-mails i sin tid.

"Vi har et strategisk fokus på at være innovative. Så ser det selvfølgelig anderledes ud hos vores konkurrenter. Nogen gør lige som os, andre er mere afventende," lyder det fra Torsten Torpe i podcasten.

Podcasten kan lyttes via dette link.

Frem til 2. juli udgives yderligere podcast hver torsdag, hvorefter serien genoptages 6. august og kører frem til 10. september.

Også EjendomsWatch bringer sine egne podcast – foreløbig hver kvartal.

Iværksætter vil forenkle administration af ejendomme

Patrizias Rikke Lykke og NREP's Rasmus Nørgaard sender ny podcastserie i luften

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier