
Selskabet bag den nye Odense-bydel Gartnerbyen har ifølge Fyens.dk investeret et tocifret millionbeløb i 25 ejerlejligheder, der vil være indflytningsklar i foråret 2021. To- og treværelseslejlighederne får en størrelse på 52 og 83 kvm og bliver de første af slagsen i Gartnerbyen på den tidligere Gasa-grund i Bolbro – det største ejendomsudviklingsprojekt i Odense nogensinde.
Gartnerbyen P/S er ejet af selskabets adm. direktør og partner Allan Nielsen samt af PFA Pension, som satser på "social og bygningsmæssig diversitet" i den nye bydel, der kommer til at byde på ejer- såvel som lejeboliger.
"Nogle vil sikkert mene, at vi er vanvittige, fordi vi sætter det her byggeri i gang lige nu, hvor boligmarkedet står forholdsvist stille, men det viser bare, hvor stor tiltro vi har til Gartnerbyen og dens potentiale som Odenses nye, grønne bydel, siger Allan Nielsen, til Fyens.dk.
Gartnerbyens bestyrelsesformand, den tidligere Odense-borgmester Anker Boye, kalder projektet for "et virkelig markant løft af området lige vest for bymidten".
Det første spadestik til Gartnerbyen blev taget i 2017, og byggeriet forventes afsluttet i 2025, hvor det vil løbe op i over 140.000 kvm og ud over boliger for mere end 3000 mennesker byde på grønne områder, et butikstorv og et plejecenter.
Mere fra EjendomsWatch
Entreprenør på prestigeprojekt angriber Gefion Group for at snyde med betaling
Gefion Group er endt i en tvist med entreprenøren Jeppesen Byggeri & Service, der beskylder ejendomsudvikleren for at forsøge at snyde firmaet for betaling. Ejer tror ikke, at Gefion har penge til at gennemføre projektet. Gefion-chef afviser entreprenørens udlægning og kalder det for "offentlig mudderkastning".