EjendomsWatch

Pensionsselskab trækker stikket til endnu en jysk by

En af landets største pensionskasser reducerer sin jyske tilstedeværelse. Et kommende salg af 7000 kvm midtjysk kontordomicil er led i en større strategi, hvor især erhvervsejendomme er solgt fra. "Vi har skåret porteføljen relativt meget til," siger ejendomschefen til EjendomsWatch. Tidligere er Aalborg blev forladt. Mægler ser bredt køberfelt.

En over 7000 kvm stor kontorejendom midt i Herning er sat til salg af en landets største pensionskasser. Foto: Colliers

Pensionsselskabet Sampension, der bl.a. forvalter pensionsformuen for statsligt ansatte, har igennem en årrække afhændet ejendomme i flere byer. Senest i foråret, hvor det solgte fra i Aalborg for et trecifret millionbeløb, og nu i Herning, hvor en over 7000 kvm ejendom er sat til salg for 83,4 mio. kr.

Frasalgene er en del af en strategi om at samle en større kritisk masse i udvalgte områder. Og her er Herning altså ikke en del af strategien.

"Ejendommen i Herning er lidt en reminiscens af en gammel investeringsportefølje. Det har været en fin investering, men vi kan ikke se os selv få en kritisk masse i det område, i forhold til hvad der er af muligheder, og hvad, vi vurderer, er attraktivt at investere i," siger Søren Vendelbo Jacobsen, ejendomschef i Sampension, til EjendomsWatch.

Salgsprisen ligger dermed lidt over seneste offentlige vurdering fra 2017, da ejendommen blev vurderet til 55 mio. kr., og grundværdien lød på 16,4 mio. kr.

Ejendommen blev sat til salg i maj gennem erhvervsmægleren Colliers, og her oplever partner og direktør Jan Nickelsen interesse fra mange sider, siger han til EjendomsWatch.

"Det er alt fra lokalt orienterede investorer til nationalt orienterede, der kan matche en ejendom med den volumen, som denne her har," siger Jan Nickelsen.

Det er også størrelsen på ejendommen, der gør, at et endeligt salg ikke er gået igennem endnu, fortæller han:

"Det tager tid i dag at sælge ejendomme af denne her størrelse. Der er store krav til dokumentation fra finansieringskilder og fra nye investorer."

Erhvervsejendomme skal afhændes

Frasalget af ejendommen sker, fordi Sampension gerne vil have en større kritisk masse i udvalgte områder. Blandt andet har pensionsselskabet købt op i Køge og Roskilde, og Søren Vendelbo Jacobsen ser Vejle og det øvrige trekantsområde som et interessant område.

"Vi har en strategi om, at vi gerne vil være mere koncentrerede i de områder, hvor vi er til stede, så vi får en form for kritisk masse. Derfor har vi truffet en beslutning om at afhænde – i særdeleshed erhvervsejendomme – rundt omkring," siger Søren Vendelbo Jacobsen.

Flere og flere investorer søger ud til de større provinsbyer. Mange gange er lidt ukendt territorium, og så går man efter den bedste placering

Jan Nickelsen, direktør og partner, Colliers

Pensionsselskabet er langt i processen med at afhænde ejendomme, fortæller Søren Vendelbo Jacobsen. Der er stadig en 3-4 erhvervsejendomme rundt i landet, som potentielt kunne sælges. Men det er ikke selvskrevet, for det skal ikke være for enhver pris, fortæller han.

"Vi er langt i vores strategiske porteføljetilpasning. Ejendommen i Herning er en af de sidste og den største erhvervsejendom, som vi har tilbage, og som vi afsøger muligheden for at afhænde for i stedet at fokusere på at bygge kritisk masse op andre steder. Så vi har skåret porteføljen relativt meget til," siger han.

Lave afkastkrav giver nye muligheder

Ejendommen i Herning, som Sampension nu forsøger at sælge fra, består af i alt 7159 kvm, hvor af 495 kvm af dem er bolig, 5939 kontor og 382 kvm butik. Herning Kommune, FOF og Ringkjøbing Landbobank er primære lejere, og derudover lejer advokatfirmaet Højbjerg sig ind.

Jan Nickelsen fra Colliers ser flere gode parametre på ejendommen. Først og fremmest placeringen på torvet i Herning, og at der er mange muligheder for genudlejning i den, fordi den indeholder så mange forskellige lejemål.

Han peger desuden på, at ejendommen passer godt ind i en større bevægelse, der sker på ejendomsmarkedet lige nu.

"Vi oplever i øjeblikket en øget bevægelse fra de to store hovedbyer ud mod de større provinsbyer, fordi afkastkravene er blevet så lave på ejendomme i Aarhus og København. Så flere og flere investorer søger ud til de større provinsbyer. Mange gange er det lidt ukendt territorium, og så går man efter den bedste placering. Og der rammer denne her ejendom ind i den målsætning," siger han.

Den del genkender Søren Vendelbo Jacobsen fra Sampension.

"I det nuværende marked — og sådan er det nok altid mod enden af en økonomisk cyklus — er afkastkravene i de primære områder blevet konkurreret så langt ned, at investorerne kigger mod beliggenheder, hvor de i første omgang ikke kigger. Det kan vi også se på den mængde af interesse på ejendommen i Herning, vi er i gang med at sælge," siger han.

Hvor langt i processen ejendomshandlen er, vil ingen af de to komme nærmere ind på.

Pensionsselskab siger farvel til Aalborg med ejendomssalg til trecifret millionbeløb

Sampension køber 121 lejligheder for trecifret millionbeløb i Roskilde

DSV sælger logistikcenter til Sampension for et trecifret millionbeløb

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier