EjendomsWatch

Pizzakæde drejer nøglen om i Danmark

Kunder hos Domino's Pizza bliver lørdag mødt med en telefonsvarer, der fortæller, at kæden er gået konkurs. Konkursen gælder kun i Danmark, hvor kæden har 30 restauranter.

Pizzakæden Domino's går konkurs i Danmark. Foto: Henning Hjorth.

Sultne pizzakunder bliver skuffede lørdag, hvis de forsøger at stille sulten hos kæden Domino's Pizza.

Når man ringer til selskabets restauranter, bliver man mødt af en indtalt telefonsvarer, der oplyser, at selskabet er gået konkurs i Danmark.

Beskeden er den samme i flere af restauranterne. Pizzakædens hjemmeside i Danmark er ligeledes nede.

Domino's Pizza stammer fra USA, og det er kun den danske del af kæden, der er lukket. Kæden kom til Danmark i juni 2011.

Flere aviser herunder B.T. og Ekstra Bladet samt TV2-programmet Operation X har i efteråret sidste år lavet en række historier om dårlig hygiejne i flere af restauranterne i Domino's-kæden.

Herefter forsøgte flere af dem ifølge B.T. at skifte cvr-nummer, hvilket formelt set er et ejerskifte. Det giver samtidig de formelt nye ejere en mulighed for at vælge frit, om de vil vise de gamle smileyrapporter til kunderne.

Efter at TV2-programmet "Operation X" havde dokumenteret kritisable forhold, gennemførte Fødevarestyrelsens Rejsehold i september en kontrol på Domino's Pizzas 30 restauranter. 22 af restauranterne fik sanktioner.

Til Ekstra Bladet fortalte rejseholdets Michael Rosenmark, at mange af sanktionerne handlede om dårlig rengøring og datomærkning.

Han var desuden overrasket over, at restauranterne havde så dårligt styr på deres forhold efter afsløringerne i "Operation X"-programmerne.

Samme måned skrev Ekstra Bladet, at Domino's Pizza på Vesterbrogade i København havde fortsat salget af pizzaer, efter at de havde opdaget, at rotter havde efterladt urin og afføring i restauranten.

Stedet blev lukket, da en rottefænger advarede Fødevarekontrollen.

Det danske selskab har hovedkontor i Roskilde, men er knyttet til selskabets forretninger i Luxembourg og Storbritannien.

Ifølge seneste regnskab fra regnskabsåret 2016-2017 var målet at blive den største fastfoodkæde i Danmark målt på antal butikker. Det skulle nås ved at åbne seks til otte butikker om året.

Domino's Pizza er en global kæde med restauranter i over 80 lande. Der er over 13.000 restauranter, der bærer kædens navn.

I 2017 arbejdede der på globalt plan omkring 290.000 mennesker i kædens butikker, hvis man medregner alle de butikker, der har betalt for at bære navnet Domino's.

Pizzakæde har lukket hver tredje restaurant

Nordisk pizzakæde vil have 40 take away-restauranter i Danmark

Syv restauranter i København får finsk ejer

Svensk restaurantkæde åbner i Danmark

Pizzakæden Domino's vil have over 100 danske restauranter

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier