EjendomsWatch

Trods opsving kæmper butikslokaler med tårnhøj tomgang

Nye tal fra onlineportalen Ejendomstorvet.dk viser, at der er rekordhøj tomgang blandt butikslokaler, mens der er blevet længere mellem de tomme kontorer og industrilokaler. Branchekender kalder det voldsomt, at kæden Stof 2000 lukker 15 ud sine 25 butikker.

Foto: /ritzau/Gregers Tycho

Det går rigtig fint med at få udlejet industrilokaler og kontorer, men knap så godt med butikslokalerne.

Det viser en ny opgørelse fra onlineportalen Ejendomstorvet.dk, som er Danmarks største portal for erhvervslokaler.

Til trods for flere års opsving har Danmark omkring tre gange så mange tomme butikslokaler som før finanskrisen, og tomgangen ligger for sjette år på et historisk højt niveau, viser tallene.

Omkring 100 ledige Fætter BR- og Toys'R'Us-butikker samt snart 15 lukkede Stof 2000-forretninger er kun seneste eksempler på, at danske handelsstrøg og mindre byer døjer med tomme butikslokaler.

"Det er næsten stik modsat udviklingen for øvrige erhvervslokaler: Tomgangen for lager- og produktionslokaler er tilbage på niveauet før krisen, og andelen af tomme kontorer er faldet markant siden toppunktet i 2012. For butikslokaler eksploderede tomgangen fra to procent til seks procent – og her er den blevet liggende gennem seks-syv år, opsving eller ej. Zoomer vi ind på tallene, faldt tomgangen en smule fra 2015-2017, men er nu steget fire kvartaler i træk og ligger på 6,3 procent," udtaler Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk, i en pressemeddelelse.

For butikslokaler eksploderede tomgangen fra to procent til seks procent – og her er den blevet liggende gennem seks-syv år, opsving eller ej

Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk

Tomgangen er ifølge de seneste kvartalstal fra portalen lavest i Storkøbenhavn med ca. 4 pct. og topper med 8,2 pct. i Nordjylland og 9,2 pct. i Sydjylland.

Lige nu er der på landsplan knap 1900 lokaler til detailhandel, cafedrift eller lignende udbudt til leje eller salg på Ejendomstorvet.dk.

Især i yderområderne står det skidt til:

"Det er nogle af landets tyndest befolkede områder, og vi ser i øjeblikket, at de store kæder inden for udvalgsvarer har fokus på at være i København og andre af de største byer. Detailhandlen har gennem flere år været ramt af øget nethandel, og højkonjunkturen har nok holdt en del butikker oppe, men nu klinger den måske af," udtaler Frank Heskjær, chef for detailhandel i mæglervirksomhed EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Han er spændt på at få tallene for julesalget, som han forventer vil være påvirket af Top-Toys konkurs. Han finder det foruroligende, at Flying Tiger har meldt om svigtende salg i sine mange butikker.

Også detailhandelskenderen Per Nyborg, som er partner i Institut for Center-Planlægning, frygter for en fortsat negativ udvikling.

"De senere år har vi set, at der stille og roligt er blevet flere færre butikker, både i store, mellemstore og mindre byer, og der er risiko for, at udviklingen fortsætter. Nogle lokaler er blevet genanvendt til andre formål, fx sundhedsklinikker samt cafeer og spisesteder. Men spørgsmålet er, om spisestederne efterhånden har nået et mætningspunkt," lyder hans vurdering.

Han mener, at de tomme Fætter BR-butikker nok skal finde andre lejere, fordi der generelt er tale om gode placeringer, men det vil komme til at tage tid, da der er tale om mange lejemål. Derimod er han mere bekymret for kæden Stof2000, som lukker 15 af sine 25 butikker.

"Det er voldsomt, når en kæde som Stof 2000 lukker 15 ud sine 25 butikker. De fylder mere i gadebilledet," udtaler Per Nyborg i meddelelsen.

90 Fætter BR-lejemål i spil til nye formål

Colliers-topchef maner til ro: Ejendomsmarkedet er robust til modvind

Efterspørgslen på industrilokaler er den største i ti år

Spekulativt erhvervsbyggeri vinder indpas

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier