EjendomsWatch

Udenlandske investorer har fået nok af København

København rasler ned på en rangliste over investorernes syn på ejendomsmarkederne i Europa. Det skyldes især udviklingen inden for boligmarkedet, men der er fortsat gode muligheder i erhvervsejendomme i hovedstaden, viser ny rapport.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

København er tilsyneladende knap så attraktiv for de udenlandske investorer som tidligere.

Det fremgår af den årlige rapport fra PWC og Urban Land, Emerging Trends in Real Estate, der er baseret på interviews med et stort antal investorer.

Efter en topplacering sidste år er hovedstaden dumpet ned på en 13. plads ud af 31 europæiske byer på ranglisten over investorernes syn på ejendomsmarkederne rundt omkring i Europa. Til sammenligning opnåede København sidste år en delt andenplads.

"Priserne på boliger i København er steget ekstraordinært meget de seneste fire-fem år, og udviklingen er nu bremset op, hvilket blandt andet kan tilskrives meget nybyggeri og strammere kreditlovgivning. Det bliver derfor noget sværere at spå om, hvordan det københavnske boligmarked kommer til at udvikle sig i de kommende år. Der er dog stadig stor boligmangel i København, specielt inden for mindre og dermed billigere boliger," udtaler Jesper Wiinholt, partner i PWC, i en pressemeddelelse.

Investorerne ser dog stadig positivt på erhvervsejendomme og øjner især gode udviklingsmuligheder inden for særligt lager- og logistikejendomme i København.

"København er fortsat meget populær hos turister, forbrugere og virksomhedsfællesskaber. Lager- og logistikejendomme er desuden et område under hastig udvikling i Købehavn, og det vil fortsat være med til at tiltrække investorer," lyder det fra Jesper Wiinholt.

Stadig bedst i Skandinavien

Selv om København er raslet ned på ranglisten, er det stadig den bedste placering for en skandinavisk by. Oslo og Stockholm, der også er røget ud af top ti, må se sig henvist til henholdsvis 15. og 19. pladsen.

Øverst på listen finder man Lissabon, og det afspejler, at branchen går efter de mindre og nytilkomne områder kombineret med nogle af de større, mere etablerede markeder.

Den portugisiske hovedstad er blevet et populært mål for internationale virksomheder, der outsourcer dele af deres aktiviteter. Samtidig er både lønninger og erhvervslokaler stadig relativt billige, lyder det i rapporten.

De tyske byer udgør trygge investeringsmål. Berlin, Frankfurt, Hamborg og München er således alle at finde i top ti, mens politiske forhold er med til at sende blandt andre London og Barcelona ned ad listen. Det skyldes henholdsvis Brexit, der generelt hæmmer alle de britiske byer, og de catalanske løsrivelsesplaner.

"Investorerne er blevet mere forsigtige, og deres præferencer for, hvor de ønsker at investere og udvikle, bliver i stadig større grad drevet af de økonomiske nøgletal for ejendomsmarkedet. Det kan for eksempel være udsigten til økonomisk vækst og sundhedstilstanden i de lokale lejermarkeder," forklarer Jesper Wiinholt i meddelelsen.

Brexit får PFA til at sætte britiske ejendomsinvesteringer på pause 

CBRE venter rekordår for transaktioner afløst af 10-20 pct. tilbagegang

Ny liste: Ti investorer har stået for næsten halvdelen af danske ejendomshandler i år

Boligmarkedet i fremgang uden for byerne 

Mere fra EjendomsWatch

Amerikansk investor køber Coop-butikker for 300 mio. kr.

11 supermarkeder på i alt 13.100 kvm har skiftet hænder i en sale & leaseback-aftale mellem Coop Danmark og amerikanske W.P. Carey. "Norden fortsætter med at være et nøglemarked for W.P. Carey," udtaler amerikanerne, der ser handlen som starten på et langsigtet partnerskab.

Her er de seneste tinglyste ejendomshandler

På dagens liste er en større trecifret millionhandel faldet på plads mellem amerikanske Hines og svenske Bonava. De i alt 21 transaktioner rummer også bl.a. Jeudan, ATP Ejendomme, Aldi og Rema 1000. Oversigten bringes i samarbejde med dataplatformen Resights og omfatter tinglyste ejendomshandler i Danmark på over 10 mio. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier