
ATP Ejendomme får fra dags dato ny direktør, efter Michael Nielsen har valgt at fratræde sin stilling.
Finansdirektør Martin Vang Hansen bliver ny adm. direktør.
Beslutningen er truffet for at give plads til nye kræfter i forbindelse med den transformation, som ATP’s fondsdirektør, Kasper Ahrndt Lorenzen, har sat i gang for yderligere at styrke investerings- og ledelsesprocesser på tværs af ATP’s investeringsforretning, skriver ATP Ejendomme i en pressemeddelelse.
"Michael Nielsen har gjort et fantastisk stykke arbejde i ATP Ejendomme. Han har udviklet ejendomsporteføljen til i dag at udgøre ca. 50 mia. kr. og skabt flotte afkast til gavn for danske pensionister. Det har han gjort i tråd med ATP’s værdier og med stor forståelse for den rolle, ATP spiller i samfundet. Michael fortjener stor tak og anerkendelse," udtaler Kasper Ahrndt Lorenzen.
Michael Nielsen har været en af drivkræfterne bag en række af ATP’s store internationale ejendomsinvesteringer samt markante investeringer i Danmark som for eksempel Ørsteds hovedkontor, FN-Byen og Axel Towers. Men det er tid til et vagtskifte, siger den afgående direktør.
"Efter næsten 17 år er tiden inde til vagtskifte i ATP Ejendomme. Jeg har haft en fantastisk tid i ATP. Det gør mig stolt at tænke på alt det, vi har opnået sammen, men det er selvfølgelig også med vemod, at jeg nu slipper rorpinden og siger farvel til de fantastiske kolleger i ATP Ejendomme," udtaler Michael Nielsen.
Efterfølgeren er Martin Vang Hansen, der blev ansat som finans- og vicedirektør tidligere i år, men som nu overtager topposten i pensionsselskabets ejendomsforretning. Han er ifølge fondsdirektør Kasper Ahrndt Lorenzen den helt rigtige til opgaven, og han ser frem til sin nye rolle.
"Det er en af de helt store i branchen, der i dag stopper, og der er meget at leve op til. Jeg er glad for den tillid, som ATP har vist mig, og jeg vil gøre mit absolut bedste for, sammen med de kompetente medarbejdere, at leve op til forventningerne. Jeg glæder mig også over den tid, jeg har arbejdet med Michael, og over at vi fortsat kan trække på hans erfaring og store viden om ejendomsbranchen," siger Martin Vang Hansen.
Direktørskiftet sker fra dags dato, og Michael Nielsen vil overdrage sine opgaver frem til årsskiftet, fremgår det.
Michael Nielsen har indvilget i fortsat at stille sin viden og erfaring til rådighed for ATP. I præcist hvilken rolle er endnu ikke fastlagt, lyder det fra ATP Ejendomme.
Danica og ATP køber partner ud af Randers Storcenter for et trecifret millionbeløb