EjendomsWatch

21-årig overtager 66 ejendomme i handel til en kvart milliard

Studerende overtager fynsk gods med jord for over 200 mio. kr. Jeg vil gerne overdrage, mens jeg er sund og rask, siger hans far til EjendomsWatch.

Foto: Google Maps.

En af de større familieoverdragelser af fast ejendom i Danmark er netop faldet på plads i en handel til over 250 mio. kr.

Det er Christian greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, som under betingelse af Skats accept overdrager Hvidkilde Gods ved Svendborg bestående af i alt 66 ejendomme og med en historie, der kan føres tilbage til 1374.

Overdragelsen sker til godsejerens blot 21-årige søn, Carl Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, der til daglig er studerende med bopæl i en tredjesals lejlighed på Gothersgade i København.

"Vi handler nu, fordi jeg kan overskue det, og jeg kan se, at jeg har råd til det. Det er uendelig vigtigt for et gods at få lavet en overdragelse ordentligt. Nogle gange sker der jo det, at gammelfar bliver hængende – og pludselig kan han ikke agere fornuftigt," siger Christian Ahlefeldt til EjendomsWatch.

"Så det har også været ud fra ideen om at overdrage, mens jeg er sund og rask og har fuldt overblik over butikken – og hvor jeg kan overskue de økonomiske konsekvenser," siger han med henvisning til den arveafgift, han skal betale i forbindelse med overdragelsen.

Det er en rigtig god ide, at han læser økonomi og dygtiggør sig.

Christian greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Der er tale om en samlet overdragelse af i alt 66 ejendomme under Hvidkilde Gods, hvor både landbrugsejendomme og skovejendom indgår.

Den samlede overdragelsessum udgør 257 mio. kr., hvoraf jorden tegner sig for knap 120 mio. kr., skov for 94 mio. kr., mens øvrige boliger og driftsbygninger løber op i godt 40 mio. kr.

Ved overdragelsen falder der ifølge boligportalen Boliga en kontant købesum på 141 mio. kr., mens 116 mio. kr. falder som arv eller gave, fremgår det af tingbogen.

Det er alle godsets nuværende besiddelser, som overdrages til næste generation.

Men selve driften af godset, der beskæftiger omkring 20 årsværk, ønsker Christian Ahlefeldt ikke at sige meget om.

"Jeg kan se, at der både er mulighed for, at Carl Johan kan drive butikken videre på fornuftig vis, og at jeg også vil kunne leve på fornuftig vis," siger han.

Datter uenig i overdragelse

Christian Ahlefeldt lægger ikke skjul på, at opgaven med at drive Hvidkilde Gods er krævende.

"Der er en del at se til. Og derfor er det også en rigtig god ide, at han læser økonomi og dygtiggør sig," siger Christian Ahlefeldt, der når overdragelsen er gennemført bliver godsinspektør og vil bistå sin søn i den daglige drift.

Før overdragelsen er endelig, skal Skat sige god for overdragelsen og den beregnede skattebetaling.

"Skat har nu et halvt år til at protestere. Men vi og vores rådgivere har en stærk forventning om, at handlen går igennem," siger Christian Ahlefeldt.

Greven har en datter, der er ældre end den søn, som nu overtager. Hun har over for DR givet udtryk for, at hun ikke er enig i, at hendes yngre halvbror bliver den, som arver godset.

"Jeg har ikke lyst at udtale mig om min datter," siger godsejeren, der forklarer, at han allerede som 18-årig udarbejdede testamente, hvoraf det klart fremgår, at godset skal tilfalde "ældste søn subsidiært ældste datter."

Det er ikke lykkedes EjendomsWatch at få en kommentar fra den nyslåede godsejer, men da DR sidste år spurgte Carl Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, om han nogensinde har været i tvivl om, hvorvidt han skulle sige ja eller nej til at overtage godset, svarede han:

"Nej, det er et ret klart svar, det har jeg ikke. Jeg har haft scenarier om, hvordan mit liv ville se ud, hvis jeg sagde nej. Men det har aldrig været seriøse overvejelser, hvor jeg har overvejet, om jeg kunne finde på at sige nej. Det har været stærkt indgroet i mig, at det er noget, jeg enormt gerne vil," sagde han.

Hvidkilde Gods blev i 1725 overtaget af købmand Johan Lehn, som i 1871 kunne oprette baroniet Lehn. I 1877 giftede Anna lensbaronesse Rosenørn-Lehn sig med Frederik Ahlefeldt-Laurvig og fik i 1904 patent på navnet Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, oplyser godset på sin hjemmeside.

Fynsk ejendomsinvestor overtager 500 år gammel herregård

99-årig lejeaftale sikrer godsejer kvart mia. kr.

Jysk ægtepar sætter gods til salg for 185 mio. kr.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier