EjendomsWatch

Jeudan-topchef: Prisstigningerne flader ud

De første tre måneder af året er gået efter planen, lyder det fra Jeudans adm. direktør Per W. Hallgren oven på onsdagens kvartalsregnskab.

Foto: PR/Lisbeth Holten.

Ejendomsselskabet Jeudans drift har i de første tre måneder haft en vækst, som var forventet af ledelsen. Udviklingen på investeringsmarkedet ser ud til at blive lidt mere afdæmpet end de senere år, og det kan give ejendomsselskabet bedre muligheder for at købe op på et marked med stor konkurrence.

"Det er forløbet som ventet. Vi har pæn vækst i aktivitetsniveauet og 10 pct. vækst i det centrale nøgletal. Vi har som ventet styr på omkostningsudviklingen, og der er en fortsat lav rente," siger Jeudans adm. direktør, Per W. Hallgren, til Ritzau Finans.

Det centrale nøgletal er resultatet før kurs- og værdireguleringer, EBVAT, der endte på 155 mio. kr. i første kvartal 2018 mod 141 mio. kr. samme periode sidste år.

På investeringsmarkedet har der været en meget opadgående priskurve de senere år, og Per W. Hallgren vurderer, at prisstigningerne ser ud til at flade lidt mere ud.

"Vi synes, at vi kan se, at prisstigningerne på kontorer flader lidt ud. De har en relativ beskeden udvikling - stadig en positiv udvikling - men mere beskeden end de senere år, og det er sådan set sundt nok. En mere afdæmpet prisudvikling giver en forbedret mulighed for at købe op," siger Per W. Hallgren.

Han tilføjer, at der stadigvæk er stor konkurrence i København, men også at interessen har bevæget sig lidt ud af hovedstaden.

På udlejningsmarkedet er der stadig en stor interesse for Jeudans lejemål. Selskabet har en udlejningsprocent på 99 pct. i København. Den høje udlejningsprocent betyder også, at selskabet i perioder har svært at ved at opfylde eksisterende kunders behov.

Det kan i løbet af 2018 betyde, at udlejningsprocenten bliver lidt lavere, men det er ikke noget, der bekymrer direktøren.

"Den kommer til at ligge mellem 97-100 pct., og det er helt efter bogen," siger Per W. Hallgren.

Han pointerer, at som samfundsøkonomien ser ud, så er faldet noget, der vil være midlertidigt.

Jeudan løfter overskuddet gennem stigende lejeindtægter

Jeudan køber Café Sommersko-bygningen

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier