Tilbagegang i udsigt for Fast Ejendom

Fast Ejendom havde et bedre driftsresultat før værdireguleringer mv. end året før, og selskabets overskud for 2017 voksede i forhold til året før.
Ejendomsselskabet, der primært ejer kontor-, lager- og produktionsejendomme i Storkøbenhavn, på Fyn, i Aarhus og i Trekantsområdet, kom ud af 2017 med et primært driftsresultat før værdireguleringer, finansielle poster og skat på 46,5 mio. kr. mod 40,9 mio. kr. året før.
Det fremgår af selskabets regnskab for 2017, der er offentliggjort fredag formiddag.
Kort før regnskabet for tredje kvartal blev offentliggjort, opjusterede Fast Ejendom forventningerne til resultat af primær drift før værdiregulering og finansielle poster for hele 2017 til 44 mio. kr. Opjusteringen kom i forbindelse med, at selskabet annoncerede et salg af en ejendom i Kolding, der blev overtaget i december 2017.
"Resultatet af ejendommenes drift er påvirket af såvel salget af ejendommen ’Skippergården’ som færre omkostninger til løbende vedligeholdelse og indretning af lejemål," skriver selskabet i regnskabet for fjerde kvartal af 2017.
Driftsomkostningerne faldt også til 28,4 mio. kr. mod 30 mio kr. året før. Reduktionen skyldes udskudt vedligeholdelse samt ombygning og indretning af lejemål i forbindelse med genudlejlning.
Den primære drift landede på 46 mio. kr. i 2017 mod 42,8 mio. kr. året før. Det kan ses på bundlinjen, der vokser til 29,5 mio. kr. fra 27,4 mio. kr i 2016.
Lejeindtægterne faldt knap 2 mio. kr. til 78,3 mio. kr.
Fast Ejendom venter i 2018 et resultat af primær drift før værdiregulering og finansielle poster i niveauet 32 mio. kr.