
Politikerne i Økonomiudvalget i Kolding Kommune stemmer tirsdag om, hvad der skal ske med en 27.000 kvm stor grund ved gaderne Riberdyb og Holmsminde, som firmaet Nordic Design Village ejer og skulle udvikle, skriver Jydskevestkysten.
Politikerne mener, det går for langsomt med at udvikle grunden, og derfor vil de arbejde for en ny masterplan for arealerne. Politikerne har taget handling, fordi de mener, den nuværende ejer er parat til at opgive outletcenter-projektet, fremgår det.
Da Kolding Kommune 12. juni 2017 udstedte byggetilladelsen, som blev givet til 59 butikker og 100 boliger på grunden, lød en del af aftalen på, at kommunen juridisk havde mulighed for at overtage grunden igen, hvis der ikke var byggeaktivitet i gang på grunden senest et år efter.
Borgmester i Kolding, Jørn Pedersen (V), ser intet problem i kommunens ændrede planer for grunden, så længe aftalen overholdes:
"Nej. Og hvis de pludselig kommer med investorer til deres projekt, så stopper vi selvfølgelig vores arbejde," siger han til Jydskevestkysten.
Ifølge selskabsregistret er Nordic Design Village ejet af investorerne Britt Wissing, Middelfart, Erik Moritz Hansen, Nyborg, Carl Krag, Aabenraa og Carsten Lau Kjærgård, ligeledes Aabenraa.
Nyt indkøbscenter er på vej i Sønderborg
Ny kvinde i spidsen for storstilet outlet-projekt i Billund