EjendomsWatch

Shell opgiver salg af raffinaderi til 500 mio. kr.

De ansatte på Shell Raffinaderiet blev tirsdag formiddag orienteret om, at et salg til et nyt dansk selskab er opgivet. Før jul var tonen ellers optimistisk fra Shell.

Måneders forberedelser på at sælge Shell Raffinaderiet og de øvrige aktiviteter ved Dansk Shell til det nyetablerede selskab Dansk Olieselskab er opgivet. Det blev de ansatte orienteret om på et medarbejdermøde tirsdag kl. 11, skriver Fredericia Dagblad.

"Raffinaderiet bliver i Shell. Vi er ikke til salg mere," siger tillidsrepræsentant for raffinaderiteknikerne Rene Holmgaard til Fredericia Dagblad fra det orienteringsmøde, der netop nu afvikles med de ansatte.

Der er endnu ikke kommet en officiel meddelelse fra Shell.

Så sent som før jul kunne Fredericia Dagblad skrive, at overtagelsen igen var blevet udsat, men at det ville ske i løbet af første kvartal.

"Shell og Dansk Olieselskab arbejder fortsat med at afslutte salget af A/S Dansk Shell i henhold til aftalen, der blev underskrevet i september 2016. Vi arbejder sammen for at opfylde betingelserne for afslutning af salget. Shell og Dansk Olieselskab ser nu på en potentiel gennemførelses-dato i 1. kvartal 2018," oplyste pressechef ved Shell Raffinaderiet Torben Sørensen i den forbindelse.

Shell solgte aktiviteterne til Dansk Olieselskab med erhvervsmanden Tommy Frank fra Randers i spidsen i 2016 til 500 mio. kroner. Pengene til overtagelsen skulle Shell ifølge avisens oplysninger have haft sikkerhed for, mens der har været stillet spørgsmålstegn til økonomien i driften. Det skulle ifølge avisens kilder have været det amerikanske finansieringsselskab Goldman Sachs, der skulle stå bag investeringen.

Gang på gang er overtagelsen blevet udsat udfra flere forklaringer. Først skulle overtagelsen været sket inden sommer 2017, men det blev udsat angiveligt på baggrund af et stort vedligeholdelsesarbejde på raffinaderiet. Det udskød overtagelsen til 1. december, hvilket heller ikke blev realiseret.

Frustrerede ansatte

De ansatte er løbende blevet orienteret om udsættelserne, som har skabt frustration.

"Naturligvis er medarbejderne frustrerede over, at ejerskiftet ikke kom som planlagt. Vi er dog også fortrøstningsfulde med meldingen om, at skiftet sker i første kvartal i 2018," udtalte Rene Holmgaard til Fredericia Dagblad 16. december.

22. december blev der ifølge avisens oplysninger sendt en intern mail til de ansatte om, at der snart ville være en dato på plads. Det er på baggrund af den mail, at man tirsdag kaldte samtlige ansatte sammen til en orientering på raffinaderiet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør i Dansk Olieselskab A/S Tommy Frank.

Borgmester Jacob Bjerregaard (S) har tidligere betonet, at Shell er en vigtig virksomhed i Fredericia både af hensyn til den store arbejdsplads og den strategiske betydning for den danske olietransmission. Han havde i lighed med medarbejderne på Shell forventet, at salget havde været på plads.

Skiftende bestyrelser

Selskabet bag købet - Dansk Olieselskab - blev for nylig omdannet til et holdingselskab. Der er desuden løbende blevet skiftet ud i ledelse og bestyrelse. Således er den tidligere direktør i selskabet og bestyrelsesmedlem Lars Erik Clausen helt ude af selskabet, hvor direktionen nu alene udgøres af erhvervsmanden Tommy Frank fra Randers.

Bestyrelsen består i dag af Tarick Kreimeia og Peter Møller Lassen som formand. Tarick Kreimeia er bosat i Sussex i England, og ifølge Tommy Frank en god ven, som har været med på Shell-købet fra starten som rådgiver. Peter Møller Lassen er ifølge Tommy Frank finansiel ekspert og trådte ind i bestyrelsen 21. februar i år.

Tommy Frank var formand for bestyrelsen fra 26. januar, til Peter Møller Lassen overtog i maj.

Shell har senere tirsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor man bekræfter, at raffinaderiet ikke længere er til salg.

"Shell har nu indstillet sine salgsaktiviteter vedrørende A/S Dansk Shell og har ingen aktuelle planer om at markedsføre selskabet på ny," siger Bart Voet, der har titel af vice president for Shells industriproduktion i Europa, Afrika og Asien i meddelelsen.

Handel med Shell-raffinaderi er igen udskudt

Handel med Shell-raffinaderi i Fredericia trækker ud

Dansk Folkeparti tager Shell-handel op i Folketinget

Jan Bonde Nielsen lurer i kulissen i Shell-handel til en halv mia. kr.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Fredericia Dagblad.)

Mere fra EjendomsWatch

Frederik Barfoed: Regeringsforslag er udtryk for "massiv hetz mod ejendomsbranchen"

Der er tale om ”en skræmmende og meget uhyggelig udvikling,” når regeringen ønsker at styre lejeudviklingen på det private boligmarked. Sådan lyder det fra Barfoed Groups koncerndirektør, Frederik Barfoed, der kalder det ”gratis point,” når pensionsinvestoren Danica går ud og lover rabat på de inflationsregulerede huslejestigninger.

Udlejer sætter grænse for lejestigning: Nuværende niveau er "i overkanten"

Lejere hos AKF-koncernen vil det kommende år ikke opleve, at den ellers indeksregulerede husleje stiger mere end 4 pct. ”Det er vigtigt for os, at vi ikke bidrager til en usund økonomi hos vores boliglejere,” forklarer topchef Ino Dimits, der ikke mener, at et lovindgreb fra regeringens side er vejen frem. (Opdateret)

Analyse: Tryghed for lejerne bliver atter valgtema

Ved at appellere målrettet til landets lejere vandt den siddende S-ledede regering folketingsvalget i 1998 med ét enkelt mandats flertal. Nu tyder det på, at en Mette Frederiksen i modvind vil forsøge at gentage manøvren.

Aarhus-kollegie nedlægger over 600 værelser

En gæld på 60 millioner til staten. Lejetab for flere millioner. Nu vil man problemerne til livs, lyder det fra bestyrelsen bag Skjoldhøjkollegiet i Aarhus. Frasalg indgår i planerne.

Huslejeloft møder blandede følelser: "Statsstyring" og "uhørt"

Reaktionen spænder fra utilfredshed til forståelse, når det gælder ejendomsselskabers syn på, at regeringen vil indføre et toårigt loft over lejestigninger. Dansk Industri kalder det ”gift for fremtidige danske investeringer” og mener, at indgrebet ikke hører til i et retssamfund. (Opdateret)

Læs også

Seneste nyt

EjendomsWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier