EjendomsWatch

Ejendomsmatador vil have opgør med arkitekt for Højesteret

Mikael Goldschmidt har gennem flere år ligget i strid med en lejer. Goldschmidt-koncernen har for nylig tabt en central sag i Østre Landsret, men vil nu have en del af sagen for Højesteret.

Foto: Jyllands-Posten/Peter Nørby

De seneste år er et drama om en kæmpelejlighed i det indre København og en række relaterede sager blevet oprullet i Københavns Byret og Østre Landsret, skriver Berlingske. Stridens kerne er en lejlighed i Trekronergaarden på Grønningen 15 lige over for Kastellet i København. Her har arkitekt Mads Buhl boet til leje på 362 kvm de seneste 23 år.

I 2014 overtog Goldschmidt-koncernen ejendommen, som er nabo til ejendomskoncernens hovedsæde på Grønningen. Kort efter opstod der en strid mellem udlejer og lejer i forbindelse med en større renovering. Uenigheden bestod i, hvorvidt håndværkeres adgang samt arbejde i lejligheden burde føre til kompensation til Mads Buhl.

Goldschmidt-koncernen vandt sagen i Københavns Byret, men især en ny forklaring var afgørende for afgørelsen i Østre Landsret, som gik koncernen mod: En håndværker, der arbejdede på ejendommen, fortalte i retten, at han havde fået til opgave af ejendomskoncernen at "tørste" Mads Buhl ud, da man i forbindelse med renoveringen af ejendommen lukkede for Mads Buhls vandforsyning ved at føre rørene uden om hans lejlighed.

"Det var en ekstremt krænkende oplevelse. Vi måtte hente vand i spande hos vores naboer for overhovedet at bruge toilettet. Det kan man leve med i et par dage, hvis der er en god grund til det, men her var det en straffeekspedition, der varede i syv uger og alene havde det formål at presse mig til at se stort på lejelovens regler," siger Mads Buhl til Berlingske.

Mikael Goldschmidts er uenig i Landsrettens dom og mener, at den bygger på falske forklaringer. Hans advokat Michael Havemann forsøger nu at få den del af sagen i Højesteret.

"Vi har søgt om at få det principielle spørgsmål i Højesteret: Kan en lejer nægte bestemte håndværkere fra udlejer adgang til sin lejlighed? Det mener vi ikke, og hvis landsrettens afgørelse står fast, er det en dom med vidtrækkende konsekvenser," siger Mikael Goldschmidt til Berlingske.

Forsiden lige nu

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier