Danica køber SEB Pension for 6,5 mia. kr.
(Opdateret 14. december kl. 11.15 med yderligere oplysninger.)
Danske Banks pensionsselskab, Danica, overtager SEB Pensions danske aktiviteter for samlet 6,5 mia. kr.
Det bekræfter Danske Bank i en meddelelse til fondsbørsen torsdag morgen.
Ifølge SEB er de 6,5 mia. kr. fordelt med 5 mia. kr. direkte fra salget, mens de resterende 1,5 mia. kr. kommer fra ekstraordinær udbyttebetaling inden overtagelsen.
Købet skal godkendes endeligt af de relevante myndigheder, og handlen ventes derefter at gå igennem i løbet af første halvår næste år.
Købet vil øge størrelsen af Danica betragteligt og bringe selskabet op i nærheden af PFA, der sidste år var den største pensionskasse herhjemme - med en markedsandel på 18,8 pct. ifølge tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Til sammenligning havde Danica Pension - den næststørste pensionskasse herhjemme - sidste år en markedsandel på 13,4 pct., fremgår det af tallene fra Forsikring & Pension.
Tilgang på 200.000 kunder
Handlen er kommet i hus efter lange overvejelser og forhandlinger, efter at der gennem lang tid har været interesse omkring SEB Pension, oplyser det svenske selskab.
"Danica Pension har vist stor interesse for SEB Pension. En interesse jeg både forstår og kan se værdien af. SEB Pension har over de seneste 13 år i vores ejerskab udviklet sig rigtigt godt og er fortsat en god forretning for SEB. Nu blev interessen dog så stor, at vi efter moden overvejelse valgte at sige ja til et salg," siger Peter Høltermand, der er landechef for SEB i Danmark, i en kommentar.
For Danica Pension betyder opkøbet, at selskabet får tilgang af 200.000 kunder, der bringer det samlede kundeantal op på omtrent 800.000, og det vil ifølge selskabet selv gøre det mere konkurrencedygtigt.
"Pension, forsikring og langsigtet opsparing bliver vigtigere og vigtigere for vores kunder. Handlen giver os større udviklingskraft, så vi nu og i fremtiden kan levere de rette løsninger til vores kunder på pensions- og forsikringsområdet," siger Per Klitgård, der er adm. direktør hos Danica Pension, i en meddelelse.
Gevinster fra fælles ejendomme
Danica regner med at kunne hente årlige synergieffekter på mindst 150 mio. kr. gennem overtagelsen af SEB Pensions danske aktiviteter.
Gevinsterne fordeler sig på særligt tre områder:
"Vi kigger på hele vores it-område, vi kigger på domiciler, og vi kigger på udviklingen af nye forretningsområder. Det her er ikke en investering, vi laver for at rationalisere. Det er en offensiv investering," siger direktøren til Ritzau Finans.
Han vil ikke komme ind på, hvad der skal ske med de to selskabers bygninger, ud over at der skal sammenlægges. I dag er hovedkontoret for Danica i Lyngby, og det vil blive taget op til overvejelse efter sammenlægningen, men også de lokale afdelinger i de to selskaber, der smeltes sammen i Danica-brandet, kommer under lup.
"Vi kommer til at se på, hvor vores hovedkontor skal være, og vi kommer også til at kigge på hele den decentrale organisation, og hvor det giver bedst mening, at vi er henne lokalt," siger Per Klitgård.
Danica estimerer, at der vil være integrationsomkostninger i forbindelse med købet på cirka 300 til 350 mio. kr. før skat, som vil blive udgiftsført i 2018 og 2019. Købet af SEB Pension Danmark ventes at blive endeligt gennemført i første halvår næste år.
Medie: Danica arbejder på opkøb af SEB Pension
SEB Pension har fået nye lejere i nedlagt rådhus
Danske Banks historiske hovedsæde skal omdannes til boliger og butikkerRelaterede artikler:
ATP-direktør: Danica-køb giver os adgang til godbidderne
For abonnenter
SEB frasælger ejendomme for over en halv mia. kr.
For abonnenter