EjendomsWatch

KAB klar til at sætte byggeprojekter for milliardbeløb i gang

KAB har 16 projekter i kø hos Landsbyggefonden og håber, at et forslag om at sætte fondens milliarder i spil bliver godkendt, så byggerierne kan sættes i gang til gavn for økonomien.

"Vi kan agere uhyre fleksibelt," siger Rolf Andersson, byggedirektør i KAB. Foto: PR / KAB

Den almene boligorganisation KAB har fået godkendt 16 helhedsplaner for store byggeprojekter af Landsbyggefonden. Og KAB kan – hvis det skulle blive muligt – sætte byggerierne i gang, så snart coronakrisen er overstået.

Derfor følger KAB med stor interesse et aktuelt forslag om at sætte Landsbyggefondens milliarder i spil for at stimulere den danske økonomi midt i coronakrisen, oplyser boligorganisationen i en pressemeddelelse.

Forslaget er sendt til regeringen og er endnu ikke behandlet. Det er bl.a. BL, Dansk Byggeri, Danske Arkitektvirksomheder, Dansk Erhverv, BAT-kartellet, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der står bag det.

”Det er et forslag med banko på hele pladen. Vi kan sætte gang i økonomien og sikre arbejdspladser uden at belaste de offentlige finanser, fordi Landsbyggefondens midler er penge, der er sparet op af beboerne i de almene boliger. Samtidig kan vi langt hurtigere hæve boligkvaliteten for rigtig mange beboere, som i dag må leve med kuldebroer, dårligt indeklima og andre udfordringer. Og vi er stort set klar til at gå i gang,” udtaler John Olsen, bestyrelsesformand i KAB, i meddelelsen.

Landsbyggefonden har samlet godkendt 453 almene projekter med en samlet sum på 18,4 mia. kr., og projekterne venter bare på at blive sat i gang.

KAB har et strategisk byggepartnerskab med Enemærke & Petersen A/S samt rådgivningsvirksomhederne KANT Arkitekter, JJW Arkitekter, SLA, Norconsult, Oluf Jørgensen Ingeniører samt Rekommanderet.

Partnerskabet hedder &os Byggepartnerskabet og giver KAB-fællesskabet mulighed for at rykke hurtigt, fremgår det af meddelelsen.

”En af fordelene med et strategisk byggepartnerskab er netop, at vi kan agere uhyre fleksibelt i forhold til de problemstillinger, der hele tiden opstår. Byggepartnerskabet er baseret på en rammeaftale, hvor udbudsforpligtelsen allerede er opfyldt, hvilket både sparer tid og penge,” udtaler byggedirektør Rolf Andersson fra KAB i meddelelsen.

Nyt byggepanel skal holde byggeriet i gang under coronakrisen

Fælles front ønsker Landsbyggefonden bragt i spil i kampen mod corona

Almene boligselskaber vil hjælpe byggebranchen gennem coronakrisen

72.000 almene boliger venter på at blive istandsat

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier